De første erstatninger er på vej, men minkavlerformand har ikke hørt nyt i over to år
11 minkavlere har fået fastsat beløbet på deres erstatning, men hos formand for Fyn og Sydjyllands Pelsdyravlerforening Henning Holm Christensen har erstatningssagen stået stille i over to år.
103 millioner kroner.
Så mange penge står 11 minkavlere til at få samlet set i kompensation efter nedlukningen af minkerhvervet. Det skriver JydskeVestkysten på baggrund af en aktindsigt, de har fået i de netop afsluttede sager fra Minksekretariatet.
Vi må bare ikke håbe, at processen fortsætter i det tempo, som det har været i ind til videre
Henning Holm Christensen, formand for Fyn og Sydjyllands Pelsdyravlerforening
Venter på en afslutning
De 11 avlere står til at få en kompensation på mellem 4,6 og 14,6 millioner kroner.
Henning Holm Christensen lukkede ned for sin minkfarm i vinteren 2020, men han frygter dog, at han har noget længere udsigter til at få beløb på sin kompensation.
Værdifastsættelsen har nemlig ifølge den tidligere minkavler vist sig at være en kompliceret sag.
- Mange minkavlere har haft blandet erhverv, og flere er desuden interessantselskaber, inklusiv mig selv. Det har vist sig at være et problem at finde ud af, hvordan det værdifastsættes og afregnes. Fødevarestyrelsen ville vende tilbage til mig, når de havde en løsning, og det er to et halvt år siden, jeg hørte fra dem sidst, siger Henning Holm Christensen.