Danish Crown nedlægger 500 stillinger
Den kriseramte slagterikoncern Danish Crown er presset af for få slagtegrise og for høje omkostninger.
Derfor har selskabet set sig nødsaget til at skære organisationen til, og det kommer blandt andet til at koste 500 funktionærer jobbet.
Danish Crown har afdelinger i Holsted, Aabenraa, Blans, Esbjerg, Horsens, Kolding, Skærbæk og Vejle.
Sammen med andre sparetiltag forventes det, at omkostningerne på den måde kan reduceres med 500 millioner kroner.
- Vores omkostninger er ganske simpelt alt for høje i forhold til vores indtjening.
- Det siger sig selv, at det er vi forpligtet til at handle på, og vi tilpasser nu vores organisation og fokuserer hundrede procent på kerneforretningen for at sikre en bedre afregning til de landmænd, der ejer Danish Crown, siger Niels Duedahl, der for nylig er tiltrådt som ny administrerende direktør.
Danish Crown sidder i forhandlinger om, hvilke medarbejdere der skal afskediges, og derfor kan virksomheden endnu ikke bekræfte, hvilke afdelinger der påvirkes.
Virksomhedens pressekonsulent Søren Eibye Svenstrup knytter dog en kommentar:
- Det vi kan sige i dag er, at vi forventer at nedlægge omkring 500 funktionærstillinger i Danish Crown. Det vil hovedsageligt være på vores større kontorer i Danmark og i udlandet. Der kan også blive nedlagt kontorstillinger på visse slagterier, men det endelige puslespil er ikke lagt.
Opdateres...