Stort dæmningsskred stopper togtrafikken
Et jordskred ved Gadbjerg betyder, at der ikke kører tog mellem Vejle og Give søndag og mandag.
Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.
Tog mellem Vejle og Give/Struer er derfor aflyst og erstattet af togbusser.
Den kraftig regn, der ramte landsdelen fredag har ifølge Banedanmark undermineret jernbanestrækning vest for Jelling.
- Skreddet måler cirka 15 meter og er cirka to til tre meter dybt. Det er sket, fordi mængden af vand har gjort området ustabilt, siger teknisk driftsdirektør i Banedanmark Jes Øksnebjerg.
Jernbanespor ligger ofte på dæmninger, der er bygget op med græsbeklædninger på skråningssiderne.
Skal genopbygges
Oven på dæmningen ligger sporkassen. Her ligger skinnerne på et fundament af grus, skærver og sveller.
Ved hjælp af skråningssider, dræn og afvandingsanlæg bliver vand efter kraftig regn normalt ledt væk gennem sporkassens skærvelag og væk fra dæmningen, men vandet har ikke kunnet afledes tilstrækkeligt under det kraftige regnvejr, og det har undermineret en del af dæmningen, forklarer den tekniske direktør.
Skreddet blev opdaget lørdag eftermiddag, og siden har Banedanmark arbejdet på at reparere skaderne.
Der har ifølge den tekniske driftsdirektør ikke været fare for passagerer eller tog i forbindelse med skreddet.
- Der har ikke været fare på færde, hverken for passagerer eller materiel. Banen er stabil, men den skal selvfølgelig bygges op igen, siger Jes Øksneberg.
Banedanmark skal nu i gang med at skaffe grus og sand, så dæmningen kan genopbygges.
Det er endnu uvist, hvor længe det kommer til at tage. Men Banedanmark afventer en prognose mandag.