Corona pustede til sygefraværet - se hvordan det nu står til i din kommune
Sygefraværet i det offentlige er steget med 2,4 dage i snit fra 2019 til 2023. Det viser en ny analyse.
I de senere år er sygefraværet steget mærkbart og ligger nu over niveauet fra tiden før coronapandemien.
Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.
I det offentlige er sygefraværet øget med i gennemsnit 2,4 dage per fuldtidsansat fra 2019 til 2023. Det betyder, at det gennemsnitlige antal sygefraværsdage i perioden lyder på 16,2 per ansat på de offentlige arbejdspladser i Danmark, lyder det i analysen.
Blandt virksomheder og organisationer på det private arbejdsmarked er stigningen på 1,3 sygefraværsdage i gennemsnit per fuldtidsansat. Det betyder, at det gennemsnitlige antal sygefraværsdage nu er oppe på 8,2 på det private arbejdsmarked.
Administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, ser et stort potentiale for arbejdsmarkedet i Danmark, hvis sygefraværet kan bringes tilbage til 2019-niveau.
- Der er samlet set et markant højere sygefravær i den offentlige sektor end blandt virksomhederne. Det kan til dels forklares med, at jobfunktioner som for eksempel omsorgsarbejde, der generelt har et højt sygefravær, udgør en større del af den offentlige sektor.
- Men selv når vi ser på sammenlignelige jobfunktioner, er der et højere sygefravær i den offentlige sektor end i den private, siger Brian Mikkelsen til Dansk Erhvervs hjemmeside.
Sydjylland lige i midten
I Syd- og Sønderjylland tager Vejen og Billund kommuner første og anden pladsen i mest sygefravær hos kommunernes ansatte med henholdsvis 17,2 og 17,0 sygedage per person.
Til sammenligning indtager Langeland den absolutte første plads for antal sygefraværsdage i alle landets kommuner med 20,9 sygedage per kommunalt ansat.
I Syd- og Sønderjylland har de kommunalt ansatte færrest sygedage i Hedensted og Sønderborg med henholdsvis 15,0 og 15,2 sygefraværsdage.
Med 13,7 sygefraværsdag tager Lemvig Kommune første pladsen som den kommune med færrest sygefraværsdage.
Svarer til tusindvis af ansatte
Dansk Erhvervs analyse peger ikke på årsager til stigningen med mere sygefravær, hverken når man ser på alder eller køn.
Stigningen i sygefravær i det offentlige fra 2019 til 2023 svarer ifølge Dansk Erhverv til 6600 fuldtidsansatte personer.
Gennemsnitlige antal sygefraværsdage per fuldtidsansat:
Kommune | Dage |
---|---|
Vejen | 17,2 |
Billund | 17,0 |
Fredericia | 16,8 |
Haderslev | 16,7 |
Horsens | 16,6 |
Kolding | 16,5 |
Vejle | 16,2 |
Varde | 16,1 |
Tønder | 15,7 |
Aabenraa | 15,6 |
Esbjerg | 15,3 |
Hedensted | 15,3 |
Sønderborg | 15,2 |
Fanø | er ikke med i opgørelsen |