Chauffør krævet fængslet, men detalje kan afblæse retssag
En sag mod en chauffør af en grisetransport og transportvirksomheden bag blev fredag udsat, da ændret praksis hos Fødevarestyrelsen kan betyde, at de i dag slet ikke ville blive retsforfulgt.
Sagen om de 67 grise, der under en transport fra Skanderborg til Egtved, døde eller var døende ved ankomst, skulle i dag køres ved retten i Kolding.
Chaufføren af grisetransporten, en polsk chauffør, ønskede anklagemyndigheden fængslet, mens det Kolding-baserede transportselskab var krævet idømt bøde. Det blev dog en kort omgang.
TV SYDs udsendte kunne konstatere, at anklagemyndigheden ønskede retsmødet udsat, hvilket den blev grundet en manglende udtale fra Fødevarestyrelsen, hvis praksis for anmeldelse af chauffører blev ændret i juni 2023.
- Sagen er udsat for at få en udtalelse fra Fødevarestyrelsen om, hvorvidt de vil have anmeldt sagen under den nye praksis, og om både virksomhed og chauffør skulle anmeldes, hvis det var sket i dag, fortæller specialanklager for Sydøstjyllands Politi, Lone Petri Kristensen.
I den nye praksis fremgår det, at Fødevarestyrelsen fremover kun vil anmelde chaufførerne, såfremt overtrædelsen kan relateres til chaufførens handling i betjening af køretøjet.
Dette har skabt tvivl om, hvorvidt dagens sag ville være blevet politianmeldt eller blot behandlet af Fødevarestyrelsen, der selv har muligheder for at sanktionere, var den sket efter ændringen.
Den ændrede praksis betyder, at sager, som behandles færdig af retten, men hvor Fødevarestyrelsen ikke ville anmelde sagen i dag, kan resultere i straffrafald.
- Landsretten har konkluderet, at hvis de behandler en sag, som Fødevarestyrelsen ikke ville anmelde, skete den i dag og finder chauffør eller transportvirksomhed skyldig, så sker der straffrafald, siger Lone Petri Kristensen.
Hvor sagen bevæger sig hen herfra, tør anklageren ikke udtale sig om. Ifølge forsvarer Niels Christian Strauss, der repræsenterer begge parter, nægter de sig skyldige.