Aldrig har flere spillet dart i klub
Dart bliver en mere og mere anerkendt sport i Danmark, og i de seneste år er den sydjyske region gået forrest, når det gælder afholdelse af store dartturneringer.
Det fortæller Carsten Jeppesen, der er elitechef i Dansk Dart Union og desuden er medlem i Kliplev Dartklub i Aabenraa.
Den nye opgørelse af medlemstallet for 2023 er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Carsten Jeppesen er der gode tegn på, at flere får øjnene op for sporten.
Ifølge ham er der nu cirka 4.050 medlemmer. Året før var tallet 3.626. Det er derfor en stigning på næsten 12 procent på landsplan. TV SYDs kommuner stod for 20 procent af alle dartspillere i 2022-opgørelsen.
- Vi bliver mere og mere anerkendt som sportsgren i Danmark. Det er dejligt. Vi bliver anerkendt for at være en højintens sportsgren. Nu ser vi også, at vi indgår i tv-reklamer på lige fod med fodbold og håndbold, fortæller Carsten Jeppesen
Væksten af medlemmer skyldes især sportens popularitet på tv, hvor stemningen er høj med høj musik, fest og øl blandt publikum, lyder det.