8 gode råd: Sådan kommer du i gang med at handle aktier
Her er en ekspertguide til at begynde på at handle aktier. Mulighederne for at tjene penge er gode, men pas på faldgruberne.
Det har aldrig været nemmere at investere i aktier. Enten i banken eller på egen hånd hjemme fra stuen.
Vi har talt med aktieekspert Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening, som nederst i artiklen kommer med otte råd til, hvordan du kommer i gang med at investere, hvis du gerne vil med på bølgen.
Ifølge Dansk Aktionærforening er antallet af aktieinvestorer næsten fordoblet de seneste to år. Godt en million danskere ejer en eller flere aktier (registreret i Værdipapircentralen), og man anslår, at cirka 300.000-400.000 er aktive og handler aktier én eller flere gange om året.
Husk på ikke at tjekke kurserne hele tiden, og lad være med at handle for ofte.
Mikael Bak, direktør Dansk Aktionærforening
Hvis man ikke bare lader sin bank om at investere i aktier, men selv vil styre det, handler det ifølge direktøren for Dansk Aktionærforening, Mikael Bak, om at lære det forsigtigt.
- Vi råder folk til at gå i gang stille og roligt uden at have for mange penge ude at svømme. Det er for at få en fornemmelse af markedet, der går op og ned, siger han.
Ved aktieinvestering har man gennem historien tjent gode penge - trods økonomiske kriser og voldsomme kursfald.
- Helt generelt anbefaler vi, at man ser investering som en del af ens langsigtede opsparing. Historisk set har man fået gennemsnitligt over otte procent afkast om året. Det svarer til, at pengene er blevet fordoblet på lidt under 10 år, fortæller Mikael Bak.
Otte gode råd fra eksperterne
1. Kom i gang og prøv det
Start med et mindre beløb og køb en-to kendte aktier for at se, hvordan det virker. Investér gerne i noget, du selv tror på eller synes er spændende. Når der er gået lidt tid, så investér resten af de penge, du gerne vil have placeret.
2. Husk spredning
Invester i fem-otte - gerne op til 30-50 - aktier inden for forskellige sektorer. Invester eventuelt halvdelen af dine midler i fonde.
3. Investér langsigtet
Husk at se tre-fem år frem i tiden og lad være med at investere dine penge, hvis du står og skal bruge dem om for eksempel tre-seks måneder.
4. Tag ansvar selv
Husk på, at ingen kender morgendagen og kan forudse udviklingen. Du må aldrig stole på enkelte anbefalinger, men kun bruge det som inspiration. Og ryst så ikke på hånden, hvis det går 10-20 procent ned, for på den lange bane kommer det op igen. Og husk på, at det er helt i orden også at investere gennem investeringsfonde.
5. Tænk over, hvem du får dine råd og inspiration fra
Mange internetsider er enten sponsoreret eller også er det folk, der måske selv har investeret i de aktier, som de anbefaler. Så pas på med, hvem du lytter til. Og find gerne uafhængige grupper og foreninger. Tal eventuelt med din omgangskreds og andre, der har erfaringer med investering.
6. Kig væk – og pas på ikke at handle for ofte
Husk på ikke at tjekke kurserne hele tiden, og lad være med at handle for ofte. Det koster penge, og det er umuligt at time markedet rigtigt hver gang.
7. Hold øje med omkostningerne
Det er vigtigt at se på omkostningerne ved aktiehandel, idet det kan have stor betydning i det lange løb. Hvis banken for eksempel tager to procent i gebyr for en investeringsforening, skal kursstigningen være over to procent, før du selv tjener noget. Ved passiv investering i eksempelvis det danske C25-indeks, er omkostningerne ofte nede i en halv procent og dermed betydeligt billigere.
8. Overvej porteføljens andel af aktier
Hvis du ikke kan holde ud at din portefølje falder i værdi, skal andelen af aktiver med høj risiko være mindre. Din tidshorisont er vigtig. Med lang horisont kan du investere en større andel i aktiver med større risiko.
Kendt tommelfingerregel: Aktieandel = (110 minus alder) f.eks. 50 år: (110 – 50) = 60 procent aktier i porteføljen.
Kilde: Dansk Aktionærforening og Forbrugerrådet TÆNK
Køb mange aktier
Hos Forbrugerrådet Tænk arbejder cheføkonom Morten Bruun Pedersen med rådgivning af investorer. Han råder nye investorer til at kigge nøje på budgettet for at se, om der er det overskud, der skal til, for at investere i aktier. Dernæst skal den nye investor undgå den fejl kun at købe to-tre enkeltaktier.
- Man skal betydeligt højere op for at være dækket ind. Køb både danske og udenlandske aktier samt investér i forskellige brancher. Man er nødt til at tænke globalt og samtidig gå i investeringsforeninger, siger han.
Cheføkonomen foreslår en to-delt strategi. Først består den af en månedlig indbetaling på en opsparingsinvestering, så man får købt på alle tider.
- Så er det ligegyldigt, hvordan det går på markedet, fordi det glatter sig mere med tiden, siger han.
Anden del af strategien er opkøb af enkeltaktier, hvor man for eksempel hver syvende måned har sparet op til og køber en bestemt aktie.
- Så kan man hver gang købe en ny aktie i en anden branche og land, siger han.