Ny superligaspiller bliver allerede mødt af mojn på gaden
Mohamed Cherif Haidara er ny spiller i Sønderjyske og skal dermed være med til at sikre sin nye arbejdsgiver overlevelse i landets bedste række.
Et for mange ukendt navn skal de næste fire år forsøge at vinde Sønderjyske-tilhængernes hjerter.
Superligaoprykkerne har nemlig hentet den 18-årige midtbanespiller Mohamed Cherif Haidara fra Ishøj.
- Jeg er megaglad for at have skrevet under med Sønderjyske, og jeg er ret sikker på, at det bliver godt, og at vi kommer til at nå langt sammen, siger han.
Efter et halvt år i Danmark skal Cherif, som han foretrækker at blive kaldt, nu falde til i sin nye hjemby Haderslev. Spilleren fra Guinea har allerede fået et godt indtryk af byen.
- Jeg synes, alle mennesker er imødekommende, og jeg har allerede oplevet, at folk siger mojn til mig på gaden, siger han.
Får kontrakt efter prøveperiode
Cherif kommer til Sønderjylland efter et succesfuldt halvår på den københavnske vestegn, hvor han var med til at rykke op med Ishøj IF fra 3. til 2. division.
De flotte takter fik først FC Midtjylland til at invitere midtbanespilleren til prøvetræning, hvor det herefter i sidste uge var Sønderjyskes tur til at have fornøjelsen af et besøg fra Cherif.
Her kunne Sønderjyske lide, hvad de så, og torsdag havde han første træning med sine nye holdkammerater som Sønderjyske-spiller.
- Med al respekt for 3. division så er det et stort spring at tage, men vi havde mulighed for at se ham i vores miljø, og der skulle vi ikke bruge mere end et par dage, før vi var overbeviste om, at vi kunne gøre noget godt ud af det, siger cheftræner Thomas Nørgaard.
Superligadækning 2024/2025
TV 2 Sport overtager denne sæson rettighederne til Superligaen sammen med Viaplay.
I den forbindelse har TV 2 Sport indgået et samarbejde med TV SYD, TV Midtvest, TV 2 Nord og TV 2 Kosmopol om at dække klubberne i den pågældende regions sendeområde.
Hos TV SYD gælder det Vejle Boldklub og Sønderjyske Fodbold.
Har du en ide til historie, kan du tippe TV SYDs superligakorrespondent Daniel Just Schram på dasc@tvsyd.dk.
Sønderjydernes nyerhvervelse beskriver sig selv som en fysisk og teknisk stærk spiller. Han forventes dog ikke at vise sit talent frem fra start i sæsonen, da han ifølge sportschef Casper Daather er en spiller, som er købt til fremtiden.
- Vi har tid og ro til at få bygget ham op, fordi der er en stor forskel på at komme fra 3. division og så stemple ind i et Superliga-setup.
Er det godt nok for en Superliga-klub som jer?
- Det håber vi. Nogle gange er det svært at se på spillere og sige, hvor gode de er i et givent miljø. Vi fik lov at låne ham i fire dage af Ishøj, og allerede efter to dage var vi ikke i tvivl, fordi han har indstillingen, mentaliteten og den fysiske pakke, siger Casper Daather.
Taler kun fransk
I spillertruppen er der også taget godt imod den nyeste holdkammerat, der for øjeblikket kun taler fransk.
- Ligesom de andre nye spillere vi har fået, så er mit indtryk af Cherif også rigtig fint, siger Sønderjyske-anfører Rasmus Vinderslev.
Har du lært ham at tale sønderjysk?
- Først og fremmest skal vi lige have lært ham noget engelsk, men derefter vil jeg gerne prøve at lære ham lidt sønderjysk, siger kaptajnen.
Sønderjyske åbner Superligasæsonen mod Silkeborg på udebane den 21. juli. Fredag møder de Hobro IK i en testkamp, hvor Mohamed Cherif Haidara kan få sin uofficielle debut.