Direktør freder cheftræner efter ydmygelse
Vejle Boldklub holdt mandag møde om, hvordan de kommer ud af deres resultatmæssige krise.
Den resultat- og spillemæssige krise i Vejle har sat spørgsmålstegn ved, om cheftræner Ivan Prelec fortsat er den rette mand til jobbet.
Superligaens bundprop ligger for tiden i Nørreskoven. De fik søndag sin position cementeret med en 5-0-afklapsning på hjemmebane mod Viborg FF.
Nederlaget var det ottende i træk for Vejle Boldklub. Dermed tangerede klubben rekorden for den dårligste start i Superligaen efter otte kampe.
Direktør Henrik Tønder forstår tvivlen bag trænerens position, men to dage efter blamagen er opbakningen stadig intakt.
- Det er logisk, at alt vil være i spil, når tingene ikke går godt. Så vil man også blive stillet de spørgsmål – så fuld respekt for det.
Så opbakningen til Ivan Prelec er der stadigvæk?
- Ja, den er der stadigvæk, siger han.
Møde om løsning
Vejle fik mandag et praj om, at de godt kan vinde fodboldkampe, da Silkeborg blev besejret i en reserveholdskamp med 1-0 på Vejle Stadion.
Sejren tæller dog ingenting i regnskabet om at overleve i landets bedste række, og klubben holder også 'rigtig mange møder' for at finde en vej ud af krisen. Det gjorde de senest mandag.
- Vi er rigtig tæt på hinanden, fordi det kræver situationen. Møderne er selvfølgelig interne, men jeg kan fortælle dig, hvad mødernes ambition er: Det er, at vi skal have løst situationen sammen.
Hvordan løser man den bedst?
- Det gør man ved at analysere nøgternt på situationen og erkende den situation, vi står i – og finde nogle metoder til at komme ud af det på. I sidste ende skal det overføres til spillerne på græsset.
Hvordan er troen på at kunne overleve i Superligaen efter otte nederlag i træk?
- Der vil – fuldstændig berettiget – være nogle, der vil tvivle på det. Men det ændrer ikke på, at sæsonen er lang.
- Vi har fem point op til vores konkurrenter, og vi har før været i en vanskelig situation, siger Henrik Tønder med henvisning til sidste sæson, hvor klubben reddede sig efter en start, der bød på seks nederlag på stribe.
Bund- og lokalopgør på søndag
Vejle Boldklubs næste chance for at vende nederlagslavinen er mod Sønderjyske søndag klokken 14 i Haderslev. Kampen kan ses på TV 2 Sport X og TV 2 Play.