100 ton sand holdt store vandmasser ude af havnefabrik
Enorme mængder sand og solide dæmninger sikrede, at vandstigningerne ikke førte til ødelagte råvarer og forureningsproblemer hos Brødr. Ewers i Aabenraa.
Gødning, sæd og dyrefoder var stakket godt oven på hinanden i foderfabrikken Brødr. Ewers store pakhuse på havnen i Aabenraa. Udenfor var der lavet en skyttegravslignende gardering foran alle porte hele vejen rundt om pakhusene. Her blev der ikke taget nogen chancer onsdag.
- Der er altså bare virkelig meget vand. Hvis de dæmninger ikke var her, så druknede fabrikken, sagde Henning Andersen, der er fabrikschef hos Brødr. Ewers A/S, til TV SYD ved midnatstid.
Allerede onsdag formiddag fik fabrikken leveret 40 tons sand til at bygge dæmninger med. Men det var slet ikke nok. Inden vandet kom onsdag aften, havde fabrikkens medarbejdere bygget dæmninger af 100 tons sand. Det var lige akkurat nok til at holde vandet fra døren.
Der er altså bare virkelig meget vand. Hvis de dæmninger ikke var her, så druknede fabrikken.
Henning Andersen, fabrikschef, Brødr. Ewers A/S
- Det er satanedme højt. Nu venter vi bare på sms'en, der fortæller, at det er begyndt at synke, sagde Henning Andersen, mens han spejdede ud over noget, der mest af alt lignede en hjemmelavet swimmingpool foran pakhuset.
Det var heldigvis kun fyrrummet, der fik våde gulve, men det bekymrede ikke Henning Andersen.
- Vi fik ingen vand ind i pakhusene, og det var det, der var missionen, sagde han, da alt tydede på, at vandstanden ikke længere steg.
Pakhusene er fyldt med varer, der ville blive totalskadede, hvis der kom vand ind. Og de store mængder gødning på lagrene ville skabe miljøproblemer, hvis vandet var trængt ind.