Nyt storkepar lægger deres eget æg i Annikas rede
I reden i Smedager har det nye storkepar indtaget Annikas rede, og nu har storkeparret overraskende lagt deres eget æg.
Fem æg er blevet til seks, efter det nye hollandske storkepar har lagt deres eget. Det friske æg ligger altså side om side med Annikas æg, der har fået lov at blive i reden.
Normalt, hvis en storkerede bliver overtaget af et andet storkepar, vil redens indhold blive ryddet. Der er kun et af Annikas æg, der har måtte lade livet, og det er meget uventet, mener formanden for Storkene.dk, Jess Frederiksen.
- Den nye hun rugede meget på æggene, og nu har hun så lagt sit eget. Det er meget overraskende. Der er sket rigtig meget den seneste tid, så nu holder jeg ekstra øje med dramaet, siger han til TV SYD.
Måske et æg mere
Det nye storkepar er ungt og urutineret, og ifølge Jess Frederiksen betyder det, at de få parringer, som har fundet sted, ikke nødvendigvis har befrugtet det nu lagte æg.
Han er dog stadig optimist og udelukker ikke, at hvis parret øver sig lidt mere på at parre sig, så kan der måske komme endnu et æg fra hollænderne.
- Der er normalt to døgn mellem hver æglægning, så det bliver spændende at se, om der sidst på ugen vil komme endnu et æg fra det nye storkepar, siger formanden.
Annika er i området
Med indtoget af de nye storke skabte det stor dramatik om reden i Smedager. Annika er jaget væk, men hun er ikke fløjet langt væk endnu.
- Vi har set Annika stadig er i området. Der er mange reder, hun kan slå sig ned i, så hun vælger formentlig en af dem i området, siger Jess Frederiksen.
Han spår også, at hvis Annika ankommer som den første til næste år, så vil hun igen lande på reden i Smedager – men Jess Frederiksen udelukker ikke, at der atter kan opstå drama, hvis det hollandske par også sætter kursen mod den populære rede.
Du kan holde øje med udviklingen i storkereden i Smedager her.