Storken Tommy er forsvundet: Har du set ham?
Storken Tommy har været forsvundet i et døgn og formodes derfor at være såret eller død. Det gør det usandsynligt, at parret får unger på vingerne i år.
På tv-signalet fra reden i Smedager finder man storken Annika alene i sin rede. Magen Tommy har været forsvundet i snart et døgn. Det giver bange anelser hos storkene.dk.
- Det er noget møg, det hele. Lige nu er et meget kritisk tidspunkt, da der vil være unger i reden inden for ti dage. Annika vil ikke kunne klare at få dem på vingerne alene, fortæller Jess Frederiksen, formand for storkene.dk.
Hvis vi finder ham, forventer jeg desværre, at han er såret eller i værste fald er død.
Jess Frederiksen, formand Storkene.dk
I øjeblikket kører Jess Frederiksen rundt og leder efter storken Tommy. De leder i en radius af to til tre kilometer. Længere væk plejer en stork ikke at lede efter foder, når de har unger eller æg i reden.
- Hvis vi finder ham, forventer jeg desværre, at han er såret eller i værste fald er død. Det er nok sandsynligt, at han har ramt en højspændingsledning. Det sker aldrig, at storke er væk så længe. Det vil typisk være en periode på en til to timer, de forlader reden, fortæller Jess Frederiksen.
Jess Frederiksen håber, at han kan få hjælp fra landmændene i området til at lede. Hvis de ser en stork på deres marker, bedes de kontakte storkene.dk, ligesom alle andre bedes gøre, hvis de ser en såret eller død stork.
Æg og unger står ikke til at redde
I øjeblikket ruger storken Annika på æggene alene. Skulle æggene udklække, betyder det, at hun ikke ville kunne fodre sine unger.
- I det hele taget vil hun have svært ved at forlade reden, når hun ikke har nogen at skifte med. Det betyder også, at hun ikke kommer ud og får mad og drikke til sig selv, som vil være nødvendigt på et tidspunkt, fortæller Jes Frederiksen.
Ser man Annika forlade sin rede, er muligheden for unger meget lille.
- Hvis hun først flyver fra sine seks æg, er de så godt som opgivet af hende. Dem kommer hun ikke tilbage til, fortæller Jes Frederiksen.
Kommer tilbage næste år
Skulle storken Tommy ikke finde tilbage til reden og i så fald være død, betyder det ikke, at reden i Smedager ikke får nye storke næste år. Annika vil sandsynligvis komme tilbage.
- Storkene holder sammen i par, men de er dog mest loyale overfor reden. Annika kommer sandsynligvis tilbage, hvor hun så vil forsøge at finde en ny mage. Det vurderer vi, der er gode chancer for, da der har været rigtig mange storke i landsdelen i år, fortæller Jes Frederiksen fra storkene.dk.