Reden er tom: Her er fem gode råd til dig med storkeabstinenser
Storke-tv har været ufatteligt populært, og mange har brugt hele og halve timer hver dag på at følge storkene i reden i Smedeager. Men nu er de væk, og hvad gør vi så?
Nogle får regulære abstinenser af at undvære storkene, der jo er fløjet til Afrika, utaknemmelige som de er.
Tegnene på storkeabstinenser er kort lunte, let rysten på hænderne og en ustyrlig lyst til at ringe til TV SYD og skælde ud over storkenes fravær i særdeleshed og programmerne i almindelighed. Men der en kur, der er en vej igennem den onde tid.
Vi har talt med Bente Vejle fra Almind, der efter eget udsagn kiggede på storke morgen, middag og aften. Ikke hele tiden selvfølgelig, men som en fast rutine.
- Storkene er der jo kun fire til fem måneder om året. Resten af tiden er der mange andre dyr at kigge på, siger den 65-årige folkepensionist til TV SYD.
- Folk siger, jeg har et Anders And-forhold til dyr
Bente bor på landet uden for Kolding og har udsigt over markerne, hvor der er harer, ræve og fugle. Hun har et pindsvin og flere foderbrætter i haven.
- Vi har stillet foderbrædderne, så vi kan se dem fra stuen, og fodrer fuglene hele året rundt, forklarer Bente Vejle.
Bente og hendes mand har en hund og fem dværghøns. Haven er hegnet ind, for at hunden ikke skal løbe ud på markerne og genere harer og fugle, mens de har unger. Det holder samtidig hønsene inde og i fred for Mikkel Ræv.
- Folk siger, at jeg har sådan et Anders And-forhold til dyr, men jeg synes altså ikke, vi behandler vores slagtedyr ordentligt, siger hun.
TV SYD's afdeling for gakkede tidsfordriv har udarbejdet en liste over ting, man kan lave, hvis ventetiden til næste omgang storke-tv bliver for lang, og man er ved at rive hovedet af sin samlever.
5 bud på, hvad du kan bruge din tid på nu
1. Langtidsferie i Spanien. En storkeekspert har fortalt TV SYD, at nogle af storkene fra Nordeuropa er begyndt at snyde ved at tage ophold i Spanien og således spare 3.000 kedelige kilometer igennem Nordafrika. De slår sig så ned i store flokke på de lokale lossepladser, hvor de så kan nydes på afstand. #vertedero #basura #cigüena
2. Lær tegnsprog. Tegnsprog er enormt praktisk. Man kan for eksempel skændes, så det brager uden at forstyrre naboerne eller de andre avislæsere på folkebibliotekets læsesal. Det øger brugbarheden, hvis de, man normalt omgås, også lærer tegnsprog.
3. Lær Matador udenad. Køb den digitalt remastrede udgave af alle tiders største danske tv-succes, og lær den udenad. Hvis du allerede, som hende jeg kender, kan hele baduljen udenad og i søvne, så er det teknisk muligt at køre dvd´erne baglæns, som i gamle dage, da vi så SFC-filmene 'Kamelen - ørkenens skib' og 'Bæveren - den lille ingeniør' baglæns, når læreren havde tømmermænd. Det bliver et hit til familiefødselsdage.
4. Lav dit eget puslespil. Print et billede fra nettet af Den kinesiske Folkekongres' 3.000 medlemmer, klistr det på et stykke hårdt pap, og sav det ud i puslespilbrikstørrelse. Saml det så igen. Hvis du samtidig vil lære deres navne udenad, får du aldrig brug for en anden hobby. For nu at komme en shitstorm i forkøbet, så synes kinesere angiveligt også, at vi europæere ligner hinanden.
5. Surf kattevideoer. Det er jo en udbredt adspredelse at se videoer af katte på internettet i arbejdstiden. Altså når der virkelig ikke er noget, der er pengene værd på Lauritz.com. Gør det i fritiden i stedet, og pas dit arbejde, mens du er der. Så kan vi banke ovennævnte kinesere på produktiviteten og gå pension, når vi fylder 55.