Stork styrtede pludselig ned på mark - eksperter har to teorier
En toårig hunstork klækket i Danmark er død på vej mod nord. Storken havde en GPS-sender på ryggen, og derfor kan man på AnimalTracker se, at den med meget stor sandsynlighed har ramt en vindmøllevinge eller en højspændingsledning i Slesvig-Holsten for derefter at styrte til jorden.
Hunstorken, der var navngivet frk. Thomsen, er klækket i 2022 i reden i Jejsing, og var en unge efter den nu 15 år gamle hunstork Annika. Den var på vej nordpå efter vintertrækket til Spanien og Marokko, da der påskesøndag den 31. marts ikke længere var signal fra den GPS, den bar på ryggen.
- Når storkene ikke flytter sig i flere dage, så bliver vi bekymrede og her med god grund, siger Jess Frederiksen, der er formand i foreningen Storkene.dk.
Da foreningens medlemmer fik nærstuderet Animal Tracker og Movebank, hvor frk. Thomsens GPS var registreret, kan man se, at storken fløj lige ind i eller lige over en vindmølle i en vindmøllepark tæt den lille by Norden, der ligger ved Vadehavet i Slesvig-Holsten.
- At dømme efter de sidste signaler vi modtager fra GPS-senderen, er der meget, der tyder på, at storken er omkommet efter kollision med et rotorblad på en vindmølle. Om den blev såret, eller om den døde ved sammenstødet ved vi ikke, siger Jess Frederiksen.
Lisa Lyngbye Mäkelburg fra Storkene.dk har tirsdag nærstuderet billederne fra AnimalTracker, og hun tror ikke længere, at det var møllevingerne, der er skyld i storkens død. Men i stedet højspændingsledninger.
- Jo mere jeg har undersøgt området, hvor frk. Thomsen omkom, jo mere er jeg overbevist om, at det er højspændingsledningerne, som storken er fløjet ind i, som dræbte den. Man kan nemlig på AnimalTracker se, at der hvor storken blev fundet, er der højspændingsledninger. Og det sammenholdt med vejrudsigten, som var voldsom tåge, det gør mig næsten sikker på, at det er de strømførende kabler, som tog livet af frk. Thomsen. Den overså dem på grund af den meget dårlige sigtbarhed, mener Lisa Lyngbye Mäkelburg.
Storkene.dk fik søndag aktiveret deres tyske kontakter, og en lokal beboer påtog sig opgaven med at lede efter frk. Thomsen. Mandag morgen blev både resterne af den toårige hunstork samt GPS'en fundet lige dér, hvor GPS-signalet angav sidste livstegn fra frk. Thomsen.
GPS-en bliver nu sendt tilbage til folkene hos Storkene.dk. Den bliver sat på en af ungerne fra denne storkesæson.
Det ærgrer folkene fra storkeforeningen, at frk. Thomsen er omkommet på den tragiske måde, men det sker, at fugle omkommer ved enten at flyve ind i møllevinger eller elledninger.
- I Danmark ved vi ikke, hvor ofte den slags uheld med fugle sker. Men der er ingen tvivl om, at vi aldrig ville etablere storkereder i nærheden af hverken vindmøller eller lignende. Det er simpelthen for farligt, når storkene flyver til og fra rederne - ikke mindst for ungerne, siger Jess Frederiksen.