Seere undrede sig: Derfor begynder Connie ikke at ruge på sine æg med det samme
Da Connie havde lagt første æg, blev hunstorken stående oprejst i reden. Det undrede flere sig over - for skal æggene ikke ruges ud? Svaret kommer her.
24 timer i døgnet kan man følge storkene direkte fra TV SYD's kameraer, der er rettet mod reden i Smedager.
Herfra har mange fulgt med i Connie og Clydes ankomst og siden de æg, der er lagt i præcist interval fra 3. april og frem med to dages mellemrum.
Men da Connie havde lagt æg nummer to, var der flere storkeredeseere, der i TV SYD's kommentarspor undrede sig over én ting:
"Jeg vil høre, hvorfor de ikke ligger og varmer æggene? Troede de skulle holdes varme?", var der én, der skrev.
Det viste sig, at flere havde tænkt det samme. Én kom endda også med et forslag til, hvordan det kunne forholde sig:
"De fleste fugle begynder først at ruge, når det sidste æg er lagt. På den måde kommer alle ungerne ud næsten samtidig. Måske det også gælder for storke?"
Ikke helt, men vedkommende har fat i noget, forklarer næstformand i Storkene.dk og storkeekspert, Mogens Lange.
38,5 grader
Vi holder spændingen lidt, for der skal lige være styr på det tekniske.
Lad os tage ænder og høns - de lægger sig på æggene i reden og varmer alle æg op på én gang. Når temperaturen rammer 38,5 grader, svarer det til, at der bliver trykket på startknappen, og æggene vil dermed klække på samme tid.
Fuglemødrene kan så tage hele den nye flok med sig og lære dem at finde føde. Et slags eventyr, bortset fra, at de æg, der ikke lige klækker på slaget, bliver efterladt.
Så til storkene, der kører rugningen noget anderledes.
For hvis Connie skulle køre efter samme opskrift, ville flere af ungerne med al sandsynlighed dø.
Passer i næbbet
Ved første æg står storken mest bare op. Fra andet æg begynder den så småt at ruge. Herefter ligger storken mest ned.
De to første æg vil klække samme dag. Herefter følger resten med to dages mellemrum, altså lige så lang tid, som der gik mellem, at de blev lagt.
- Hvis Connie venter med at ruge, til alle æg er lagt, så vil der være en hel rede, der bare venter på mad, siger Mogens Lange og forklarer, at der heller ikke må være for langt fra yngste til ældste unge, og rugningen derfor begynder ved andet æg.
En rede fyldt med lige gamle unger giver for mange lige store munde at mætte på én gang. Er der blot et lille aldersspænd, kan de mindste få små regnorme, biller og larver, mens de større kan få frøer, mus og små fugle.
- Så undgår storken, at hele redens unger dør, hvis ikke der er tilstrækkeligt med mad til en størrelse, forklarer Mogens Lange.
Storkeeksperten forventer, at de første to æg klækker 6. maj.