Oversigt

Første storkeunge på vej i Smedager

Søndag eftermiddag omkring klokken 14 blev det synligt, at den første storkeunge i Smedagerreden er på vej ud af ægget.

Det tyske storkepar, Connie og Thorkild, ruger på fem æg i reden, og nu, efter 33 rugedage er den første storkeunge ved at hakke sig fri af æggeskallen.

- Det kan godt tage op mod et halvt døgn, før den er helt fri, så det er spændende, siger Mogens Lange fra Storkene.dk.

Du kan følge livet i storkereden døgnet rundt.

Selvom det har regnet en stor del af dagen, og det er vådt også i Smedager, så betyder det ifølge storkeeksperten ikke så meget.

- Når det regner, så ligger forældrene mere ned på reden og holder dermed unger og æg varme, og når de skal ud for at finde føde til ungen i morgen, så er det faktisk en fordel, det har regnet. Det er simpelthen lettere for dem at finde regnorme, biller, snegle og larver i den våde jord.

Ifølge Mogens Lange kan vi godt forvente unge nummer to allerede i morgen tidlig.

Sidste år kom de første tre unger indenfor det første døgn den 8. maj.

Det er andet år, at Connie og Thorkild danner par i reden. Sidste år kom der også fem æg, hvoraf der blev klækket fire. 

Desværre døde de to af ungerne efter få dage, men de to andre storkeunger, som senere blev navngivet Holger og Clara, kom på vingerne fra reden.