Femte æg udklækket i reden
Natten til søndag kom den femte og sidste storkeunge til verden i Smedager.
Dermed er alle fem æg endt med at blive udklækket i år.
Den første unge kom den 7. maj, og dagen efter klækkede æg nummer to og tre, og det fjerde den 10. maj.
Sidste år lagde Connie også fem æg, hvor kun fire klækkede.
Selvom der nu er liv i alle fem unger, så er det sandsynligvis ikke alle fem, der overlever. Sidste år døde to af ungerne få dage, efter de var udklækket.
- Der kan være mange årsager til, de ikke klarer den. Ungerne kan have haft sygdom, eller måske har de brugt for mange kræfter på at klække sig fri, eller også har de spiste noget, som de ikke kunne tåle.
-Vi ved reelt ikke, hvorfor de døde. Og uanset hvad de døde af, så er det mere reglen end undtagelsen, at der går storkeunger til hver sæson. Det er naturens gang, siger Mogens Lange fra foreningen Storkene.dk.