Se billederne: Så har Dybbøl Mølle mistet vingerne
Tidlig onsdag morgen begyndte arbejdet med at save vingerne af Dybbøl Mølle. Det sker som et led i restaureringen af det nationale symbol.
Ved 06-tiden gik arbejdet med at få fjernet de gamle møllevinger i gang.
De blev savet ned med en motorsav - og efter kun en times arbejde stod møllebygningen nøgen tilbage uden vinger.
Med nedtagningen af vingerne følger møllebygger Morten Anker Petersen fra Avnbøl sin tidsplan for renoveringen. På murerentreprisen er firmaet Fynsk og Søn fra Nordborg foran den oprindelige tidsplan, idet den nye murkrone, som møllehatten skal ligge på, allerede i starten af juli er støbt i beton og nu har ligget til afhærdning på jorden i de foreskrevne tre uger.
Møllehatten skal også ned
Næste synlige fase er nedtagning af møllehatten, som sættes på jorden ved siden af møllen indtil den igen skal monteres. Dernæst fjernes tandkransen, som er defekt og skal udskiftes med en ny tandkrans. Derefter fjernes den gamle og udtjente murkrone, og den nystøbte betonmur opsættes, og der mures en skalmur, som skal pudses. Herefter monteres den nye tandkrans ovenpå murkronen, og møllehatten kan igen monteres ovenpå tandkransen.
Træerne til de nye møllevinger er fældet og ligger til opskæring på Dansk Hårdttræ Savværk ved Holdbi. Der er tale om Douglasgran fra skovene ved Silkeborg.
Arbejdet med at tilpasse vingerne, så de passer til møllen samt montering af vindbrædder og maling af vingerne er den mest omfattende proces, inden vingerne monteres i november måned.
Næste år skal møllen stå fin og hvid, når 100-året for genforeningen 1920 markeres.