Sommer Pop Up: Erann DD fejrer 20 års jubilæum i aften
Erann DD fejrer i år sit 20 års-jubilæum som soloartist - i aften lægger han vejen forbi Sommer Pop Up i Kolding. Se koncerten live på TV SYD+ eller tvsyd.dk kl. 20.05.
Sikke tiden flyver afsted, vil mange nok mene, når de hører, at det allerede er 20 år siden, at Erann DD bragede ind på alle hitlisterne med sit første store solohit 'Still Believing' fra debutalbummet af samme navn.
Og det var vel at mærke som soloartist. Lægger vi lige ti år til bagkataloget, så kommer vi også omkring funkbandet Zapp Zapp og duoen Drori-Hansen Furniture, begge med Erann DD som frontfigur.
- Det har været en fantastisk rejse, jeg har taget sammen med min familie og bandet, siger Erann DD til TV SYD forud for aftenens koncert.
Koncerten bliver den tredje i rækken af Sommer Pop Up-koncerter, som bliver afholdt af MusikKolding i samarbejde med TV SYD. Fra gang til gang dukker Sommer Pop Up-scenen op på et nyt og overraskende sted som et alternativ til de traditionsrige "Sommer Ved Søen"-koncerter, der er aflyst på grund af coronavirus.
Det har været en fantastisk rejse, jeg har taget sammen med min familie og bandet.
Erann DD
Koncerten, der bliver holdt i en privat have centralt i Kolding, bliver kun overværet af et begrænset antal publikummer på grund af det gældende forsamlingsforbud. Til aftenens koncert bliver Erann DD flankeret af de to rutinerede og særdeles musikalske makkere guitaristen Emil Falk og pianisten Poul Reimann på keyboard.
- Når vi ikke har hele bandet med, men laver det som en trio-koncert, bliver det mere intimt. Det bliver så sjovt at kreere musik sammen med dem, siger Erann DD til TV SYD.
Generationsskifte på vej
Da TV SYD spørger Erann DD om, hvordan de 20 år som soloartist har været for ham, er noget af det første, han bringer på banen, ovenstående citat om, at det er en fantastisk rejse, han har foretaget sammen med familien. For mens Erann DD har optrådt på alverdens scener, så har hans børn mange gange været med på sidelinjen. Og derfor er det en stolt far, der fortæller, at det nu er endt med, at to af børnene, Samuel (19 år) og Lea (17 år), har dannet duoen "Zoddoz" sammen og netop har skrevet kontrakt med et pladeselskab:
Så står man bare dér og tænker "hold da kæft, mand".
Erann DD
- Det er en fornøjelse for mig at se, hvordan de bliver inspireret og ikke er bange for at tage en guitar og gå på scenen. Så står man bare dér og tænker "hold da kæft, mand", lyder det fra Erann DD, der tidligere på året optrådte i sin egen have med sin datter, da de sang duet ved DR's markering af sankthans.
Dem kan du opleve til "Sommer Pop Up"
9. juli: Humørekspressen
16. juli: Erann DD
23. juli: Signe Svendsen (g)
30. juli: Stig & Vennerne
Alle koncerter sendes direkte på TV SYD+ kl. 20.05 og streames også live på tvsyd.dk og TV SYD Play.
TV SYD+ genudsender koncerten med Erann DD:
Fredag d. 24. juli kl. 22.30
Lørdag d. 25. juli kl. 18.20
Søndag d. 26. juli kl. 10.25
Den vil også kunne ses på tvsyd.dk og TV SYD Play.
Hovedrolle i musicalkoncert
Selvom den kommende generation melder sig på banen, er der nu ikke noget, der tyder på, at Erann DD er på vej væk fra rampelyset - snarere tværtimod. Senere i år indtager Erann DD den ene af hovedrollerne i den danske koncertopsætning af Andrew Lloyd-Webbers rockmusical "Jesus Christ Superstar", der har premiere på Det Kgl. Teater og derefter turnerer rundt i Danmark.
Og så har han - som mange andre kunstnere - et større efterslæb af koncerter, der er blevet udsat pga. coronaepidemien. Faktisk har han måtte ombooke hele 51 koncerter til senere. Netop fordi 2020 er hans jubilæumsår, var der arrangeret en stor turné. Dele af den bliver gennemført som planlagt til efteråret, hvor Erann DD bl.a. optræder på Tøjhuset i Fredericia og Realen på Fanø her i Syd- og Sønderjylland. En stor del af koncerterne bliver udsat til 2021.
Se Erann DD-koncerten LIVE i aften
Men først og fremmest skal den 52-årige funk-, soul- og popsmed altså på scenen til Sommer Pop Up i Kolding torsdag aften. Se koncerten direkte kl. 20.05 på TV SYD+, tvsyd.dk eller TV SYD Play.