Gourmet eller havsnot: Se om TV SYD-vært kan finde andet end døde østers
Gourmet kan du plukke i Limfjorden. Det fandt TV SYD-vært Anders Køpke Christensen ud af, da han i forbindelse med programmet Sommer i Danmark besøgte Oddesund i Limfjorden. Læs her, om det lykkedes at finde østers - og om han turde smage.
Det er nok et spørgsmål om “enten eller”, når talen falder på østers. Enten synes man, det er en gennemført lækker spise, topmålet af dekadence, og ellers synes man, det er en gang overvurderet havsnot i en bøvlet indpakning.
Personligt har jeg bevæget mig fra den sidste kategori til den første.
Den opfattelse blev cementeret, da naturvejleder Jens Hedevang stod klar til at vise os det køleskab af den værdifulde spise, der gemmer sig på bunden af Oddesund i Limfjorden.
Sommer i Danmark
Det er altid godt med nye øjne på et område. Derfor bytter regionerne rundt og besøger hinanden for at se, hvad det område lige præcist har at byde på af spændende sommeroplevelser.
Hver uge sender en region en vært ud til en af de andre TV 2-regioner, hvor der skal prøves ny ting af indenfor kategorierne action, børn, gastronomi og natur.
Der sendes fire indslag hver uge fra en af de syv regioner TV 2/BORNHOLM, TV2 Fyn, TV 2 Lorry, TV MIDTVEST, TV2 Nord, TV2 ØST og TV SYD.
Når man ved, hvad sådan en pseudosten med en minimal mundfuld kød koster hos fiskehandleren, er det næsten ikke til at fatte det syn, der mødte os ti skridt fra stranden.
Fotograf Nicolai Reinhold spurgte mig på et tidspunkt, om jeg ikke kunne hjælpe ham med at finde et sted, hvor man tydeligt kunne se og fotografere de østers, vi var gået på jagt efter.
- Kan du se alle de lyse sten, spurgte jeg ham. Det er dem. De er overalt.
Det skal siges, at vi lod dem ligge der. Det er ikke østerssæson lige nu. Tommelfingerreglen er, at man kan plukke østers i de måneder, der har et “r” i sig. Altså fra september til april.
Jens Hedevang havde selvfølgelig snydt til hjemmefra for at give os den del af oplevelsen også. Derfor blev østerssafarien også efterfulgt af en gourmetoplevelse et stenkast fra naturens køleskab. Et fascinerende område med bunkers fra 2. Verdenskrig der i dag er forvandlet til et oplevelsescenter med kunsthal og udsigtstårn på kanten af Oddesund.
Det kan du opleve ved at se videoen øverst i artiklen.
Det kræver hverken tilladelse eller registrering at plukke østers. Man har ikke brug for andet end et sæt waders og en spand. Vil man krydre oplevelsen med fortællinger og viden kan naturvejleder Jens Hedevang kontaktes her.