To bortførte børn er i Hamborg, ifølge tysk politi
To børn, der nytårsnat blev bortført fra Gråsten, er ifølge tysk politi i Hamborg og uden for fare. Men dansk politi eftersøger dem stadig for legemsbeskadigelse og bortførelse.
De to børn på 10 og 13 år, der ved midnatstid nytårsnat blev bortført på åben gade i Gråsten, befinder sig efter al sandsynlighed i Hamborg hos deres mor, mener tysk politi ifølge netmediet, welt.de.
Ukendte mænd i to biler overfaldt først børnenes far og tvang derefter de to børn, en dreng og en pige, ind i to ventende biler. Overfaldet fandt sted i nærheden af CaFéodora på Toldbodgade i Gråsten. Faderen og de to børn var gået udenfor for at se på fyrværkeriet, da de blev overfaldet.
Politi efterforsker overfald og frihedsberøvelse efter en 49-årig mand i nat blev overfaldet i Gråsten og mandens to børn blev frihedsberøvet #politidk https://t.co/uF0rQyfx8f
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) January 1, 2024
Det har politiet i Hamborg til gengæld. De blev orienteret kort efter bortførelsen tillige med politiet i Slesvig-Holsten.
- Der består for indeværende ikke nogen grund til at tro, at børnene er i fare. Myndighederne går ud fra, at børnene er i moderens varetægt, siger en talsmand for politiet i Hamborg til welt.de i dag.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser også tirsdag, at det er tysk politis formodning, at børnenes er hos deres mor, og at de ikke er i fare.
- Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder på at få sikkerhed for, at børnene er i god behold og efterforsker fortsat sagen i forhold til både vold og frihedsberøvelse, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Bortførelsen er det foreløbige højdepunkt i en flere år lang konflikt om retten til børnene. Som i mange andre samværssager er der flere påstande end fakta. Et faktum er dog, at moderen har en tysk domstols ord for, at børnene skal bo hos hende, og deres far har en afgørelse, der siger, at børnene skal bo hos ham.
I 2022 var der en lignende episode, hvor moderen troppede op hos faderen i følge med seks 'bodyguards' for hente børnene. Det endte med, at de seks mænd blev anholdt, men senere løsladt på grund af mangel på beviser.
Sagen er blevet noget af en cause célèbre i Tyskland, fordi moderen er arving i den tyske restaurantkæde 'Block House', der har filialer i de største byer i Tyskland, og hendes nye mand er en kendt sportskommentator.