Sønderborg-kæmper tog karrierens største sejr
MMA-kæmperen Nicolas Dalby fra Sønderborg tog karrierens vel nok største sejr natten til søndag i Sao Paolo i Brasilien.
Her vandt danskeren på teknisk knockout en kamp på MMA-sportens øverste niveau, UFC, over det ubesejrede hjemmebanehåb Gabriel Bonfim.
Dommeren afbrød kampen henimod slutningen af anden omgang, efter at Dalby havde slået og tildelt sin modstander flere knæ i hovedet.
Til sidst måtte Bonfim kapitulere, og brasilianeren kunne ikke længere holde sig oprejst.
38-årige Dalby havde studeret sin 12 år yngre modstander særdeles godt. Bonfim var mødt frem med 15 sejre i ligeså mange kampe, og brasilianeren dominerede da også store dele af kampen.
Både i første omgang og anden omgang fik Bonfim lagt danskeren ned, men Dalby havde forberedt sig på, hvad der ventede og gik ikke i panik.
Stille og roligt tappede danskeren sin modstander for kræfter. Da Dalby i anden omgang kom på benene, var han straks over Bonfim, der blev tildelt en byge af slag og spark, før dommeren stoppede kampen.
Nicolas Dalby har nu fire sejre i træk i UFC. I alt er det blevet til 23 sejre i 30 MMA-kampe i karrieren.