Små havne vil slettes af liste, der nægter dem erstatning ved stormskader
Havne er blandt de meget forskelligartede ting, der ikke kan få erstatning, hvis de bliver ramt af stormflod. Det vil foreningen for danske lystbådehavne have lavet om, og det kan kun gå for langsomt.
Carsten Kock står med en regning, og den er stor, kæmpestor. Under stormfloden i oktober blev molen ved hans lille marina molesteret for op mod 10 millioner kroner. Det er i hvert fald hans egen vurdering. Og der er kun ham til at betale.
Da Lov om Stormflod og Stormfald blev vedtaget i 2010, der sikrer ofre for samme, blev der skrevet nogle undtagelser ind (Paragraf 4, stk. 2), kendt som negativlisten. Det er en påfaldende bredspektret kreds af habengut, der er undtaget. Carporte, campletter, div. løsøre og dyr for eksempel. Og så havne, altså.
Det vil FLID, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, nu have lavet om.
- Negativlisten er en politisk beslutning, og nu vil vi prøve, om vi kan få politikerne til at pille havnene af listen igen, fortæller Bent Ole Jonsen, formand for FLID.
Ikke et nyt problem
Og det er ikke som om, problemet er nyt. Allerede i 2013, året efter at loven var trådt i kraft, sagde direktøren for FLID, Jesper Højenvang, til Bådmagasinet.
- Politikerne har svigtet. Det var deres beslutning at sende havnene ud i kulden. Derfor må det også være deres opgave at komme op med en løsning, sagde han dengang.
Men FLID arbejder også på en anden flanke. De har nemlig aftalt med forsikringsselskaberne, at man kan forsikre sig mod stormfloder. Men problemet er, at det er herredyrt, fordi der ikke er så mange potentielle forsikringstagere, FLID har 300 medlemshavne. Samtidig er selvrisikoen høj.
- I forhold til præmien er det svært et sige noget generelt, da den bygger på en individuel vurdering baseret på havnens placering, udformning og stand på moler og broer m.m. Men det ligger typisk i størrelsesordenen 40.000 – 100.000 kr. i årlig præmie afhængig af ovenstående forhold, samt hvilken dækningssum havnen ønsker. Dertil kommer en selvrisiko på måske 50 -100.000 kr., skriver direktør i FLID, Jesper Højenvang, til TVSYD i en mail.
Dyre havneanlæg
Samtidig får man erstatning i forhold til havnens stand og alder ved skadestidspunktet. Hvis for eksempel havnen har en forventet levetid på 60 år, og der er 20 år tilbage af dem, så får man 20/60 dele tilbage, altså en tredjedel. Og da havneanlæg har een ting tilfælles med spidser på jetjagere, kommer der til at mangle en ordentlig bunke penge. Men FLID vil nu forsøge at få en bedre aftale med forsikringsselskaberne.
Med hensyn til at få ting pillet af negativlisten, så er der et fortilfælde. I den oprindelige lov var der et trappesystem for selvrisikoen, så den voksede, hver gang man tog vand ind. Men det blev fjernet i 2018, oplyser Naturskadenævnet. Og så sent som i går lovede folketingsmedlem Anni Matthiesen, (V), at hun vil diskuterede de stormflodsplagede havne med ministeren.