Motorcyklist død efter frontal påkørsel af personbil på Sydals
En 30-årig mand er død, efter at han på motorcykel har påkørt en personbil på Sydals.
Det skrev Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X lidt før klokken 22 fredag aften.
- Motorcykel ført af 30-årig mand kom af ukendt årsag over i modsatte kørebanehalvdel og påkørte frontalt en modkørende personbil.
- Motorcyklisten er efterfølgende erklæret død på stedet, skrev politiet.
Omkring klokken 20.30 skrev politiet på X, at der var sket et "alvorligt færdselsuheld på Mommarkvej mellem Høruphav og Tandslet på Sydals".
- Vejen er spærret. Find alternativ rute, lød det.
Omkring klokken 00.45 natten til lørdag oplyste vagtchef Ole Aamann, at politiet var færdig på stedet.
Mandens nærmeste pårørende er underrettet.
Føreren i den modkørende bil er kommet lettere til skade, oplyser vagtchefen.
Status: Motorcykel ført af 30-årig mand kom af ukendt årsag over i modsatte kørebanehalvdel og påkørte frontalt en modkørende personbil. Motorcyklisten efterfølgende erklæret død på stedet. Nærmeste pårørende er underrettet/vagtchefen https://t.co/sCKelWAQoB #politidk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) July 12, 2024