Hun lyttede ikke til sin 11-årige søn, men da hun fandt hans brev, kunne hun se, at den var gal
Hun er ikke vokset op med alkohol i dagligdagen, men pludselig faldt hun ned i et hul med alkoholmisbrug, som hun først indså efter fem år.
En hel 3 liters papboks med vin svarende til fire flasker vin - omkring 20 genstande.
Så meget kunne 44-årige Karina Johansen fra Sønderborg nå at drikke hver aften og nat i de fem år, hun var alkoholiker.
- Alkoholen gav mig en ro. Jeg var ligeglad med, hvad andre tænkte om mig, og det var fantastisk. Det startede i det små, men det blev mere og mere, siger Karina Johansen.
TV SYD har talt med hende i forbindelse med Uge 40, der er interesseorganisationen Alkohol og samfunds årlige kampagne.
Den sætter fokus på alkoholmisbrug - både på misbrugerne og deres pårørende.
For alkoholismen påvirker også pårørende, og dét mærkede Karina Johansen.
- Som når jeg gav min mor en skideballe over telefonen, fordi alkoholen talte for mig.
Men en dag i 2021 blev drikkeriet for meget for hendes søn, der på trods af sin alder var stærk nok til at stå op mod sin mor.
Han skrev et brev, som ændrede alt.
Men vi skruer først tiden tilbage.
Kunne skjule det
Hun lider af den psykiske lidelse borderline og led desuden også af en depression, da hendes misbrug startede.
Dårligt selvværd og tankemylder holdt hende vågen.
- Det startede med, at jeg havde brug for en øl eller vin om aftenen for at slappe af. Jeg følte ikke, at mit selvværd var et problem, når jeg drak. Men man må ikke bruge alkohol som medicin, og det var det, jeg gjorde.
Jeg havde en kæmpe facade op omkring mig
Karina Johansen, Sønderborg
Karina Johansen er egentlig vokset op i et hjem med forældre, der kun fik lidt at drikke, når der kom gæster.
Og hun havde selv et ganske normalt forhold til alkohol, da hun var ung.
Men pludselig tog det bare fart i 2016.
Jeg havde en forestilling om, at en alkoholiker var usoigneret og med ølmave
Karina Johansen, Sønderborg
Hun planlagde sin hverdag ud fra, hvornår hun kunne komme til at drikke.
Som førtidspensionist var det let for hende at drikke, uden at nogen rigtigt opdagede det i starten.
- Jeg sov, når min søn var i skole, og jeg stod op, når han kom hjem. Han havde altid rent tøj og fik varm mad om aftenen.
Fakta om alkoholmisbrug
Styrelsen anslår, at 67.000 danskere har et svært alkoholproblem, mens 402.000 har et moderat alkoholproblem.
Statens Institut for Folkesundhed anslår desuden, at 109.000 børn vokser op i familier, hvor en eller flere har et moderat eller svært alkoholproblem.
Kilde: Alkohol og samfund
Kom i Misbrugscentret
Men der skulle vise sig at gå længe, før hendes omgangskreds for alvor opdagede hendes massive alkoholmisbrug, selvom hun forsøgte at benægte det.
- Jeg havde en kæmpe facade omkring mig. Når du er i misbrug, så isolerer du dig, siger hun.
Hun fik hjælp i hjemmet af en familiekonsulent og en fra socialpsykiatrien. Og de kunne godt se, at den var helt gal.
De fik hende noget modvilligt overtalt til at starte i Misbrugscentret i 2021.
- Jeg havde en forestilling om, at en alkoholiker var usoigneret og med ølmave. Det er dem på bænken med en øl eller en flaske kirsebærvin. Men det var en øjenåbner for mig. Det var både gymnasieeleven, mureren og direktøren, siger hun.
Hun indså sit problem og blev overtalt til at fortælle sin eksmand det hele, og så flyttede sønnen hjem til ham.
Brevet
Men selvom hun blev tilknyttet Misbrugscentret, kunne Karina Johansen ikke stoppe sit alkoholmisbrug.
Konflikterne med venner og familie blev flere og større.
Hendes 11-årige søn havde prøvet at sige til sin mor, at han ikke kunne lide, at hun drak så meget.
Men det endte altid i benægtelser og konflikt.
Så sønnen skrev i stedet et brev, som han lagde på sit værelse en dag, hvor han havde været på weekend hos moderen.
Skrivebordslampen havde han ladet være stå tændt, så Karina Johansen ikke kunne undgå at opdage brevet.
Indholdet var ikke til at tage fejl af.
Læs hele brevet her
Jeg elsker dig, men du skal lade være med at drikke. Du kan se, hvad du gjorde ved den her weekend. Du gør mig ked af det og ødelægger weekenden for mig, og jeg er her ikke særligt tit, så det gør mig mere ked af det.
Og det kan godt være, at det bare er fordi, du hygger dig, som du siger, men det irriterer mig, fordi du snakker anderledes, ser anderledes ud og opfører dig anderledes.
Så PLLEEEAAASSSEEE stop, når jeg er her med at drikke. Jeg havde lige glædet mig til den her weekend, men så drikker du og ødelagde det. Du siger, du ikke drikker dig fuld, men det gør du.
Elsker dig
- Det ramte mig hårdt, og lige dér stoppede jeg med at drikke, siger Karina Johansen.
Og hun tager stadig brevet frem engang imellem.
- Når jeg fik trangen, og det gør man mange gange, så fandt jeg det her brev frem, og stoppede trangen. Tit råder jeg også pårørende til at skrive et brev. For samtalen ender tit i en konflikt, for der skal man svare med det samme.
Syv gode råd til at tage snakken
Alkohol og Samfund har udarbejdet syv råd, som kan hjælpe til at tage samtalen med en, der kan have et alkoholproblem.
Hvem, hvor og hvornår
Det kan være rart at være to-tre personer, så I kan støtte hinanden. Vælg et sted, hvor han eller hun føler sig tryg, og vælg et tidspunkt på dagen, hvor han eller hun ikke er påvirket.Samtalen
Forbered og øv samtalen grundigt. Skriv ned, hvad du vil sige, så du får sagt det, du ønsker at sige.Ønsker
Vis respekt og tillid. Lad personen selv komme med et bud på, hvad der skal ske efter samtalen. Tænk også over, hvad du gerne vil have, der skal ske efter samtalen. Ønsker du, at han eller hun stopper med at drikke alkohol eller søger hjælp?Grænser
Er der grænser, du vil sætte for hans eller hendes forbrug af alkohol? Eksempelvis, ”jeg vil ikke have dig på besøg, når du er beruset”.Konsekvenser
Får det konsekvenser, hvis personen ikke vil leve op til dine ønsker? Undgå trusler, hvis du ikke er klar til at handle på dem. Han eller hun skal føle sig støttet ikke truet.At søge behandling
Vil du tilbyde hjælp til at aftale samtale eller behandling og eventuelt selv deltage? Vil du sætte grænser over for den der drikker, hvis han eller hun ikke vælger at gå i behandling?Afsluttende
Lav nogle konkrete aftaler med personen, som drikker.
Kilde: Alkohol og Samfund, Alkoholkampagne uge 40
Mere stolt end flov
I dag er sønnen 14 år og er flyttet hjem til Karina Johansen.
Han er stoppet med at lugte til sin mor, om hun lugter af alkohol, ligesom han gjorde det dengang.
- Jeg er mere stolt over, at min mor er, hvor hun er i dag, end jeg er flov over, hvor hun var, siger hendes nu 14-årige søn, der dermed var ét af de 109.000 børn, der vokser op i et hjem med alkoholmisbrug.
Men han kan stadig blive bekymret. Som da han ringede hjem til sin mor under en rejse, og hun ikke svarede.
Eller da hendes søster kunne se, at Karina Johansen var online på de sociale medier om natten - så var søsteren bange for, at Karina Johansen var i gang med at drikke.
Men hun har ikke rørt alkohol i to år, og hun er overbevist om, at hun aldrig kommer til det.
Nu arbejder hun frivilligt i køkkenet på Kirkens Korshærs varmestue i Sønderborg.
8. juli markerede toårsdagen, og der samlede hun familie og venner.
- Jeg rejste mig op og holdt en tale. Jeg knyttede en historie til alle, der var der, og så sagde jeg undskyld, siger Karina Johansen.
Hun håber nu, at hendes historie kan inspirere andre til at søge hjælp, hvis de har et alkoholmisbrug, for livet på den anden side er bedre, forsikrer hun.
- Nu har jeg fået et liv igen. Det havde jeg ikke, da jeg drak.