Færing skal skaffe tre gange så mange passagerer
Investeringer for over 200 millioner skal løfte Sønderborg Lufthavn. Det var et spørgsmål om vækst eller lukning.
Humøret flyver højt i Sønderborg Lufthavn. På tre år investeres 212 millioner kroner i at udvikle og udvide lufthavnen. Målet er at få langt flere passagerer, og kurven peger allerede opad.
- Vi har øget antallet af passagerer med otte procent indtil videre i år, mens andre lufthavne har haft faldende passagertal på indenrigsruterne. Vi har et mål om at tredoble passagertallet fra 53.000 til cirka 150.000 i år 2032, og det kræver masser af hårdt arbejde, men vi er godt på vej, siger Jákup Kass, som er administrerende direktør i Sønderborg Lufthavn.
Livsnerven
Færingen landede på Als i februar efter at have ledet lufthavne på Færøerne og Grønland. Med bagagen fuld af erfaring blev han tiltrukket af de massive investeringer og det lokale gåpåmod.
- Lufthavnen er jo en livsnerve for erhvervslivet og for hele udviklingen her i området. Det kan man mærke, at mange bakker op om lokalt. Samtidig satser vi på at tiltrække mange flere passagerer fra hele Sønderjylland og fra Nordtyskland. Det er let at flyve fra Sønderborg, hvor man parkerer gratis lige udenfor døren og ikke spilder sin tid, siger Jákup Kass.
I sommeren 2027 skal en ny terminal med to gater stå klar. Det store projekt omfatter også landingslys, et nyt instrumentlandingssystem, forbedrede rulleveje og standpladser til terminalen og et bedre parkeringsareal.
Sønderborg Kommune og Bitten & Mads Clausens Fond lægger hver 46 millioner kroner til anlægsinvesteringer, mens fonden alene lægger 120 millioner for en ny terminalbygning. Lufthavnen er meget vigtig for Danfoss-familien og fonden, forklarer fondens formand Lars Tveen, som også er bestyrelsesformand i Sønderborg Lufthavn.
- Det er et af fondens vigtigste projekter. Hvis det skal være et attraktivt sted at bo her og komme hertil, så skal infrastrukturen simpelthen bare være i top. Så er en velfungerende lufthavn altafgørende, og det er nødvendigt at modernisere og udvikle den. Ellers ville her komme færre og færre passagerer, og til sidst kunne det være, at her ikke længere var nogen lufthavn, siger Lars Tveen.
Flere flyvninger vil øge klimaaftrykket, men lufthavnen har også arbejdet på mere bæredygtige flyvninger og drift. Blandt andet fik Alsie Express i 2021 den første indenrigsrute i Danmark, hvor der er blandet biobaseret brændstof med det fossile flybrændstof.
Ud i verden
Sønderborg Lufthavn skal finde nye samarbejdspartnere, hvis lufthavnen skal tredoble passagertallet. Det siger redaktør Ole Kirchert Christensen fra Check-In, som følger branchen tæt.
- Kernen i Sønderborg Lufthavn er jo indenrigsruten til København, men de har også brug en rute til et større europæisk knudepunkt, hvis de skal tiltrække mange flere passagerer. Det kunne være til Amsterdam i samarbejde med for eksempel KLM, så man via Sønderborg kan rejse længere ud i verden, eller det kunne være Frankfurt eller München, siger Ole Kirchert Christensen.
Konkurrencen er hård, men missionen er ikke umulig.
- Sønderborg er jo i konkurrence med store lufthavne i Hamborg og Billund. Men det er dyrt at parkere i Hamborg, og det er gratis og let i Sønderborg, som godt kan være interessant for folk i Slesvig. Jeg kan også sagtens forestille mig, at der kan komme flere charterafgange, for eksempel til Mallorca eller Rhodos, siger Ole Kirchert Christensen.
Sønderborg Lufthavn
1950: Ingolf Nielsen køber Sønderjyllands Flyselskab og omdøber det til Cimber Air. Han begynder med fotoflyvning med mere fra Ellegårdens marker ved Sønderborg.
1968: Sønderborg Lufthavn anlægges på Kær Halvø. Sønderborg Kommune og Sønderjyllands Amt står for anlægsudgifterne til banen, mens Cimber Air opfører terminalbygning og tårn med mere.
1969: Lufthavnen åbnes for ruteflyvning. Cimber Air står for driften.
1993: Kommunen og amtet overtager terminalbygningen, tårnet og driften af lufthavnen.
1997-1998: Augustenborg, Nordborg, Sydals, Sundeved og Broager kommuner kommer med som andelshavere i selskabet.
2010: Sønderborg Lufthavn sætter rekord med 79.490 mennesker igennem terminalen.
2013: Det nye lokale flyselskab Alsie Express, med base i Sønderborg Lufthavn, åbner en rute mellem Sønderborg og København.
2016: Gislev Rejser begynder som det første charterselskab at sende gæster direkte ud i verden fra Sønderborg.
2020: Coronapandemien reducerer aktiviteten dramatisk. Antallet af rejsende falder til omkring 22.000.
2021: Bitten og Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune stifter sammen et nyt selskab, som overtager lufthavnen.