Blufærdighedskrænkelse viste sig at være opdigtet
Anmelder har forklaret til politiet, at en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse i Sønderborg ikke har fundet sted.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Anmeldelsen blev indgivet torsdag den 20. juni, og krænkelsen skulle være sket i krydset Skolegade/Borggade i Sønderborg.
Anmelderen har i forbindelse med efterforskningen oplyst til politiet, at hændelsen alligevel ikke har fundet sted. Vedkommende bliver ifølge politiet ikke sigtet for falsk anklage, da man vurderer, at der ikke er grundlag for det.