Bjarne Schmidt er matematikprofessor, men tager også gerne tjansen som babypasser midt i undervisningen
At være forælder til en seks måneder gammel baby er ingen hindring, når man som Steinunn Guðmundsdóttir skal begynde på uddannelse på SDU i Sønderborg, mens ens mands barselsorlov først begynder nogle uger senere. Man medbringer da bare baby til undervisningen.
31-årige Steinunn Guðmundsdóttir begyndte i august på grundforløbet til ingeniøruddannelsen på SDU i Sønderborg. Samtidig stod hun med en udfordring med at få passet sin søn, Oskar, på seks måneder.
Hendes mand kunne først begynde på barselsorlov tre uger efter undervisningsstart, så gode råd var dyre. Steinunn Guðmundsdóttir gik noget utraditionelt - vil nogen nok mene - til værks.
- Jeg spurgte simpelthen undervisningspersonalet, om jeg måtte medbringe Oskar, når jeg ikke kunne få ham passet, siger hun.
Svaret lød: Ja, selvfølgelig.
- Alle lærere var klar til at hjælpe mig. Det har virkelig været dejligt og en stor hjælp, siger Steinunn Guðmundsdóttir.
Professor tog Oskar på armen mit i undervisningen
At det en af dagene endte med, at matematikprofessor Bjarne Schmidt tog Oskar på armen midt i undervisningen, er lidt tilfældigt.
- Oskar var urolig og lidt utilfreds, og så spurgte jeg Steinunn, om jeg skulle tage ham, så hun fik fred til at skrive noter. Det føltes helt naturligt og selvfølgeligt, siger Bjarne Schmidt, der samtidig understreger, at der er plads til den slags også på SDU Sønderborg.
- Det er så vigtigt, at folk kommer godt i gang med deres undervisning. Og matematikforløbet kræver, at man er med fra start af, og at der er en baby, forstyrrer ikke i den her sammenhæng. Det skaber kun en bedre læring, siger Bjarne Schmidt og fortsætter:
- Selvom det ikke forstyrrer mig at have en baby på armen, så kan vi selvfølgelig ikke have børnepasning på daglig basis på uddannelserne, men jeg mener, at der skal være plads til at hjælpe hinanden, siger matematikprofessoren, der roses for sine evner som en fantastisk underviser på de sociale medier.