Ål over grænsen - danske og tyske fiskere sætter 120.000 ål ud i Flensborg Fjord
Fiskere fra begge sider af grænsen berigede torsdag Flensborg Fjord med 120.000 små ål. De skal være med til at sikre, at vi også i fremtiden kan fange den gode, men kritisk truede, spisefisk.
Mon ikke de fleste kan huske den første gang de hørte om ålen og dens fantastiske rejse i biologi, selvom det er flere menneskealdre siden.
Ålen er virkelig en underlig fisk. Den kan leve i saltvand og ferskvand, den kan kravle over enge og dykke ned til 600 meter, og den bliver først kønsmoden på sin lange vej til Sargassohavet. Eller det tror man i hvert fald, for her 60 år efter at lille Jørgen først hørte om ålen i et lokale, der hørmede af formaldehyd og u-spiste madpakker, er der stadig meget man ikke ved om ålen. Kun at de er truet på eksistensen. Og at de smager godt.
Derfor sætter fiskere fra Danmark og Tyskland i dag torsdag omkring 120.000 stykker åle-yngel ud i Flensborg Fjord.
- Tyskerne har sat ål ud i mange år, og for tre - fire år siden besluttede vi, at vi også gerne ville være med, fortæller Allan Buch, der er formand for Bælternes Fiskeriforening.
Målet er at nedgangen i bestanden skal standses. De ål, der bliver sat ud nu, er sætte-ål og er seks-syv centimeter lange. De er blevet fanget som små glasål i floder og åer i Frankrig, lige når de er kommet hjem fra deres lange svømmetur fra Sargassohavet, hvor de sandsynligvis er blevet klækket. De bliver så fedet op, så de er klar til at blive sat ud.
- Hvis vi ikke passer på de små fisk, så bliver der heller ikke nogen store fisk at fange senere, fortæller Allan Buch, der har fisket efter ål i mere end 50 år.
Efter seks - syv år er ålen klar til at blive voksen og drage til Sargassohavet, og det er på det tidspunkt, at fiskerne gerne vil have lov til at fange dem. Der er nu restriktioner på fangst af ål, og flere naturorganisationer vil have ålen totalfredet.
- Det er også en slags kulturarv, for vi har fanget ål her i landet siden stenalderen, fortæller Allan Buch.
Og der er ikke megen trøst at hente i videnskaben. Der er stadig ikke nogen, der har set en fødende ål i Sargassohavet, og alle forsøg på at få ål til at yngle, og få ynglen til at overleve, er mislykkedes - indtil videre i hvert fald. Læs mere her.
Men fra i dag er der 120.000 små ål, af hvilke forhåbentlig et pænt antal vil overleve skarver, rovfisk eller fiskere slet og ret og klare den 5000 kilometer lange tur til Sargassohavet.