25 unge klar til ny SOSU-uddannelse
Et stigende antal unge i Sønderborg vil gerne have en SOSU-uddannelse.
Og nu behøver de ikke tage bussen til Aabenraa for at studere. 12. august tager en helt ny SOSU-uddannelse i Sønderborg nemlig imod 25 studerende på uddannelsens grundforløb 1.
Søgningen til SOSU-uddannelsen har været stigende de seneste år. Derfor er Lotte Dalegaard Pedersen, direktør for SOSU Syd, glad for at kunne tilbyde en lokal SOSU-uddannelse i Sønderborg.
- Det er en stor succes at se så mange unge vælge denne vej, siger hun.
De unge kommer til at studere sammen med jævnaldrende på Det Blå Gymnasium og EUD & EUX Business.
10 af de 25 elever har valgt EUX-sporet, som kombinerer SOSU-uddannelsen med en studentereksamen.