14-årig pige alvorligt kvæstet efter påkørsel af modkørende bil
Det var ifølge politiet en overhaling i høj fart, der er årsagen til sammenstødet.
En 14-årig pige blev alvorligt kvæstet mandag eftermiddag, da hun på en knallert påkørte en modkørende bil.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Ulykken skete på Lambjergvej nord for Høruphav på den sydlige del af Als.
- Vi modtager klokken 15.09 en anmeldelse om, at der er kaldt en ambulance ud til en 14-årig pige, der er kørt galt på knallert. Hun er kørt frontalt ind i en modkørende bil umiddelbart efter at have overhalet en anden bil, fortæller politiets vagtchef, Erik Lindholdt.
Pigen er alvorligt kvæstet, men var dog ved bevidsthed, mens hun modtog behandling på ulykkesstedet, fortæller Erik Lindholdt.
- Hun havde heldigvis styrthjelm på, men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om hun er uden for livsfare, lyder det fra vagtchefen.
Ifølge politiet skete ulykken i forbindelse med overhaling med høj hastighed.
Pigen blev efter sammenstødet overført til Odense Universitetshospital med alvorlige kvæstelser. Hendes pårørende er blevet underrettet.
Ud over pigen kom ingen andre til skade i ulykken.
For at køre en lille knallert lovligt skal man være fyldt 15 år og have taget knallertkørekort.
Alvorligt færdselsuheld på Lambjergvej nord for Høruphav på Sydals, hvor 14-årig pige på knallert efter overhaling med høj hastighed påkørte en modkørende bil. Pigen overført til Odense med alvorlige kvæstelser. Pårørende er underrettet. #politidk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) June 6, 2022