Vindmølletestcenter er nu dømt helt ude i to marskområder
Tilbage står nu to muligheder for et kommende nationalt vindmølletestcenter: Ballum Enge og Østerild i Thy. Den endelige afgørelse forventes i januar eller februar i det nye år.
Der bliver ikke rejst op til 450 meter høje vindmøller hverken i Ribe Marsken eller i Tønder Marsken.
Det blev besluttet på et møde i dag i By-, Land- og Kirkeministeriet på Christiansborg.
- Det er en god dag i dag, siger Henrik Frandsen.
Han er Moderaternes landdistrikts- og ø-ordfører - og tidligere borgmester i Tønder Kommune. Han har talt for, at alle tænkelige placeringer skulle undersøges til bunds.
To områder tilbage
Tilbage står nu alene Ballum Enge og Østerild i Thy som mulige lokationer. Begge steder har de rette vindforhold, der gør vindmølleindustrien stærkt interesseret i netop disse steder.
Den mulige placering i Ballum nær Vadehavet, er et beskyttet Natura 2000-område og udnævnt til verdensarv af Unesco. Den har derfor været omdiskuteret.
I alt otte områder har været undersøgt.
Seks andre lokationer - heri blandt altså Tønder Marsken og Ribe Marsken - er blevet undersøgt og altså nu taget ud af ligningen.
Screeningen viser, at alle de screenede seks områder indebærer udfordringer af forskellig karakter. På baggrund af resultaterne er det vurderingen, at der reelt kun er to tilbageværende muligheder for at placere testpladser for vindmøller på op til 450 meter: Et nyt testcenter i et område ved Skærbæk eller en udvidelse af Østerild Testcenter, står der i en pressemeddelelse fra By-, Land- og Kirkeministeriet.
Glæde blandt ordførere
I Østerild i Thy ligger der allerede nu et vindmølletestcenter med ni pladser. Nu skal det undersøges, om der kan ligge fem flere.
- Jeg håber, at man endelig vil pege på Østerild som stedet for det nationale vindmølletestcenter, så vi ikke får det i Ballum, siger Henrik Frandsen.
- Nu afventer vi med spænding udfaldet af den supplerende screening af Østerild, inden den endelig beslutning skal tages. Jeg tænker, alle er interesserede i at finde den mest optimale placering af et tredje testcenter, siger han.
Det Konservative Folkepartis landdistrikts- og ø- ordfører Niels Flemming Hansen, der bor i Vejle, har også været en del af aftalekredsen. Han siger:
- Jeg er utrolig glad for, at ministeriet og den forhenværende minister lyttede og lavede en udvidet supplerende screening. Det har været ekstremt vigtigt for mig, at vi får undersøgt alle mulige arealer i forhold til placeringen af et tredje testcenter.
Hvem står bag?
Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Thisted Kommune, Realdania, Wind Denmark og Naturstyrelsen Thy står bag etableringen og driften af testcentret, samt Besøgscenter Østerild.
Formidlingen i og uden for besøgscentret har bidrag fra en lang række af interessenter.
Det Nationale Testcenter i Østerild blev til ved lov den 4. juni 2010. Bag aftalen står Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti.
Også Venstres landdistrikts- og ø-ordfører Hans Christian Schmidt er glad for, at der nu kommer en udvidet screening af området ved Østerild.
- Derved sikrer vi, at vi kan træffe de efterfølgende beslutninger på et oplyst grundlag, så vi bedst muligt kan balancere og tage hensyn til både borgerne og naturen, men samtidig give vores vindmølleindustri de muligheder, der skal til for, at de fortsat kan bevare deres position i frontlinjen. På den måde kan vi skabe job og indtægt, der gavner vores samfund og klima, siger han.
Screeningerne vil ifølge ministeriet finde sted i de kommende uger.
Vindenergien kommer især fra Nordseøn
Det samlede potentiale for vindenergi i Nordsøen vurderes til at være over 200 GW.
Det er dobbelt så meget energi som alle Europas kulkraftværker kan producere tilsammen, og nok til at dække over 200 mio. europæiske husstandes strømforbrug.
Danmark har en unik geografisk fordel i forhold til at benytte Nordsøens store potentiale for grøn energ