Udkanten hungrer efter speciallæger, men føler de lægestuderende et ansvar?
Det er svært for udkantssygehuse som Sygehus Sønderjylland at rekruttere de speciallæger, der i forvejen er en mangelvare. Men hvad siger de kommende læger?
Jo længere du bor fra en af de større byer i Danmark, jo dårligere er du stillet, hvis du skal have hjælp af en speciallæge på sygehuset.
På sygehuse som dem i Tønder, Aabenraa og Sønderborg er der nemlig længere mellem de speciallæger, der tager sig af eksempelvis mave-tarm-sygdomme, lungesygdomme eller gynækologi.
Det er rigtig svært at få folk, der ikke allerede har en tilknytning til Sønderjylland, herned
Peter Sørensen, lægelig direktør, Sygehus Sønderjylland
Det presser ventetiderne i vejret.
På visse områder har Sygehus Sønderjylland i gennemsnit seks uger højere end Odense Universitetshospital.
- Vores problem med rekruttering skyldes vores geografi. Det er rigtig svært at få folk, der ikke allerede har en tilknytning til Sønderjylland, herned. Det gør, at vi er udfordrede i at opretholde en drift, siger lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland, Peter Sørensen.
Bøvl med udredningsretten
Region Syddanmark er den region, der er dårligst til at overholde udredningsretten, der indebærer, at man kan blive udredt inden for 30 dage.
37 procent af patienterne får ikke en udredning i tide. Heriblandt Grete Post Hansen, som medvirker i TV SYD-dokumentaren 'Er der en læge til stede?'.
Udredningsretten er defineret i Sundhedsloven §82b, og den indebærer, at hospitalet skal tilbyde dig at blive undersøgt på et andet offentligt eller i det private sundhedsvæsen, hvis sygehuset selv ikke kan gøre det inden for 30 dage.
I 2023 slog Region Syddanmark 274 speciallægestillinger op. Kun 171 af dem blev besat.
TV SYD har i en række artikler, tv-indslag og en dokumentar sat fokus på problematikken.
Der er heller ikke nogen, der tvinger en journalist til at arbejde i Thy. Vi skal ikke tvinges
Isabella Hansen, medicinstuderende, Esbjerg
Hvad siger de studerende?
I den forbindelse har vi på TV SYD besøgt tre medicinstuderende for at høre, om de kunne forestille sig at søge arbejde på et sygehus, som ikke ligger et sted, hvor de allerede har en tilknytning.
- Jeg synes ikke, det er retfærdigt at lægge det ansvar over på den enkelte læge. Så må man fra statens side gøre det mere attraktivt. Der er heller ikke nogen, der tvinger en journalist til at arbejde i Thy. Vi skal ikke tvinges, siger Isabella Hansen og fortsætter:
- Det lyder til, at det kunne være lettere at forhandle sig til bedre arbejdstid og bedre løn.
Martin Klausholt er fast besluttet på at flytte tilbage til sin familie i Nordjylland efter studiet, så han kunne heller ikke forestille sig, hvad der skulle kunne lokke ham til eksempelvis Sygehus Sønderjylland.
Men han kan godt lide tanken om at man som læge har et samfundsansvar.
- Som læge har man et ansvar for at fremme sundheden i hele Danmark. Så jeg kunne godt forestille mig, at man fik nogle vagter, hvor skulle pendle ud til nogle mindre byer for at hjælpe til der, siger Martin Klausholt.
Hvad siger Region Syddanmark?
Region Syddanmarks regionsdirektør, Jane Kraglund, har ikke konkrete løsningsforslag.
Hun mener, løsningerne skal komme fra sygehusene selv.
- Det handler i det hele taget om at skabe en god arbejdsplads, som er en god ramme for det lægeliv, som man gerne vil have. Nogle gode miljøer som er attraktive. Det handler om uddannelse, kompetenceudvikling og forskning, siger hun.
Hun ser dog hellere, at det er guleroden frem for pisken, der skal i brug.
Men Sygehus Sønderjylland har forsøgt at skabe de attraktive miljøer, du taler om. Men de har stadig problemer med at rekruttere. Hvad siger du til det?
- Gulerødder har mange ansigter. Med et langt sejt træk så virker det. Der er nogle patienter, der venter for længe. Det er en af de dårlige ting ved det danske sygehusvæsen. Det er noget af det, vi skal have gjort noget ved, siger regionsdirektøren.
Anna Lyhne brænder for fødselsspecialet, og hun ved, at hun vil bosætte sig i Kolding-området.
Hun afviser ikke at kigge mod syd i jobsøgningen, men hun erkender også, at man ikke altid er alene om den slags beslutninger.
- Man skal nærmest rykke hele familien op og slæbe dem afsted. Jeg kunne godt se mig selv flytte for en god stilling, men jeg kan ikke sige 100 procent ja, før jeg har talt med min partner. Der er meget praktik i at flytte arbejde. Så politikere eller kommune kunne hjælpe med at få ens partner i arbejde, siger Anna Lyhne.
I foråret 2024 vil Sundhedsstrukturkommissionen præsentere sine forslag at mindske "de store forskelle i sundhedstilbud på tværs af landet".
Se TV SYD-dokumentaren 'Er der en læge til stede?' her på TV SYD PLAY.