Sjælden havskildpadde fra Blåvand får permanent bolig på Den Blå Planet
I januar skyllede en forkommen havskildpadde op på stranden i Blåvand. Den sjældne gæst flyttede efterfølgende ind på Den Blå Planet i København, og her får den nu lov til at blive boende.
Den sjældne havskildpadde, som skyllede op på stranden i Blåvand i januar, får lov til at blive i Danmark. Da tyske turister i vinter spottede skildpadden i brændingen, var den stærkt underafkølet og havde pådraget sig en lungebetændelse.
Den kom straks i behandling hos Den Blå Planet i København, og her får den nu lov til at blive boende.
Den trives og er kommet sig fuldstændig over alle sine sygdomme i forbindelse med den hårde tur i det kolde Vesterhav.
Lars Skou Olsen, chefdyrepasser på Den Blå Planet.
Får dispensation til at beholde den
- Vi har sendt en ansøgning til Naturstyrelsen om at få en dispensation til at beholde havskildpadden hos os. Skildpadder er ellers reguleret på den måde, at man ikke har lov at tage dem fra naturen, fortæller Lars Skou Olsen, chefdyrepasser på Den Blå Planet.
Skildpadden skulle ellers have været sendt tilbage til Middelhavet, hvor den kommer fra.
At den får lov at blive i Danmark, har stor betydning for Den Blå Planet.
- Man har ikke lov at tage dem fra naturen, så derfor er det altid vanskeligt at få skildpadder, men det er dyr, som forundrer mange mennesker. Desuden er de gode at have til at formidle om livet i havet, plastikforurening og miljøet generelt, siger Lars Skou Olsen.
Har overlevet sejlivet lungebetændelse
Havskildpadden er af arten "uægte karetteskildpadde" og er yderst sjælden i de danske farvande. De lever normalt i Stillehavet, Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Middelhavet. De kan blive kæmpestore - op til 180 kilo. Den, der skyllede i vand i Blåvand, vejede sølle to kilo.
Den har det i dag rigtig godt efter den hårde tur i det kolde vand, og den vejer nu tre-fire kilo. Dyrepasserne vurderer, at den er omkring to år gammel.
- Den trives og er kommet sig fuldstændig over alle sine sygdomme i forbindelse med den hårde tur i det kolde Vesterhav. Den spiser også godt og ser ud til at have det fint i akvariet, fortæller Lars Skou Olsen.
Afventer dna-test
Skildpadden går lige nu i sit eget akvarie, men på sigt er det meningen, den skal over i det store oceanarium, hvor der bor en artsfælle, fortæller chefdyrepasseren.
- Det spændene er, om de kan enes, siger han.
Endnu ved man heller ikke, hvilket køn den lille har.
- Vi har fået taget en dna-test, men har ikke fået svar endnu på grund af corona.
Måske skal skildpadden navngives
På et tidspunkt kan det også være, at den nye beboer skal have et navn.
- Vores store skildpadde hedder Gaia, og det har vores gæster besluttet, så det kan ikke udelukkes, at den lille også får et navn på et tidspunkt, siger Lars Skou Olsen.