Region vil bruge trecifret millionbeløb ekstra på supersygehus
I december oplyste Region Syddanmark, at supersygehuset i Odense bliver en halv milliard dyrere og forsinket.
Region Syddanmark har fået grønt lys af Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at bruge 454 millioner kroner ekstra på byggeriet af det nye universitetshospital i Odense.
Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
I december sidste år blev det meddelt, at det nye supersygehus ville blive forsinket med et år. Det ville også blive over en halv milliard kroner dyrere, lød det.
Derfor gik regionen i dialog med ministeriet om, hvordan man skulle finde det ekstra beløb.
Nu har regionen så fået lov til at udvide budgetrammen. Dermed bliver den samlede pris på lidt over 8,2 milliarder kroner.
Med udvidelsen af budgetrammen kan regionen hente millionerne ved enten at låne pengene eller hente dem i regionens egen kasse, skriver regionen.
Udefrakommende faktorer har gjort byggeriet dyrere
Ifølge regionen skal årsagerne til merudgiften findes i inflation og afledte konsekvenser af covid-19 og krigen i Ukraine.
Alt sammen udefrakommende forhold, som Region Syddanmark "ikke har haft en jordisk chance for at forudse", siger fungerende regionsrådsformand Bo Libergren (V) i pressemeddelelsen.
- Vi er glade for, at vi får lov til at finansiere udvidelsen af rammen for byggeriet uden at belaste regionernes øvrige anlægs- og driftsbudgetter.
- Vi vil nu tilrettelægge en proces, hvor vi i regionsrådet afgør, hvordan finansieringen præcis bliver, lyder det.
De mange ekstra millioner handler ifølge regionen om det, de kalder en "indekseringsudfordring".
Skærpet tilsyn med byggeriet
Den er skabt af, at "prisreguleringen fra statens side til sygehusbyggeriet langt fra følger den faktiske prisudvikling", lyder det.
Dertil kommer ekstraudgifter til blandt andet projektorganisation som følge af forsinkelsen og til strøm til byggeriet som følge af højere energipriser.
Ministeriet meddeler, at der vil blive ført skærpet tilsyn med byggeriet af det nye hospital.
Snart bliver regionen indkaldt til et møde, hvor rammerne for tilsynet skal aftales.
Region Syddanmark forventer, at de første patienter kan rykke ind sidst i 2025. Alternativt i foråret 2026.
Det nye supersygehus bliver efter planen Danmarks største nybyggede sygehus. Det kaldes også Nyt OUH, da det skal erstatte det nuværende hospital.