Morens sygdom sendte hende på børnehjem - ny plan skal forhindre, at det sker for andre
Tre millioner kroner har Region Syddanmark afsat til 12 forskellige initiativer. De skal hjælpe børn og unge, der har en syg far eller mor. For de små risikerer at blive overset i sygehussystemets hjælp til den syge forælder.
Hun ved det godt. Åh, hun ved det rigtigt godt selv fra sin egen barndom.
- Min mor var paranoid skizofren, så der var ikke megen tid og plads til mig som barn derhjemme, siger Karin Mikkelsen.
Som 4-årig blev hun og lillebroren sendt på børnehjem, fordi deres mor var for psykisk syg til at håndtere hverdagen.
Så hun synes, det er en god ide med den økonomiske støtte til de børn og unge, der har en syg forælder.
Jeg lærte, at jeg skulle præstere for at få kærlighed
Karin Mikkelsen, Bredsten
Tre mio. kr til nye indsatser
Hvert år oplever cirka 80.000 børn og unge i alderen 0-28 år at have en forælder med en alvorlig sygdom, mens cirka 45.000 børn og unge oplever at have en alvorligt syg søskende. Det kan være meget indgribende i børnene og de unges hverdag, og det kan påvirke deres mentale trivsel.
Derfor ønsker Region Syddanmark at udvikle og forbedre den måde, sygehusene i dag støtter børn og unge i familier med både fysisk og psykisk sygdom.
Knap 3 millioner kroner til 12 indsatser, som i 2024 og 2025 skal afprøve nye måder at støtte børnene og de unge på.
Blev aldrig rost
Karin Mikkelsen glæder sig over hjælpen, fordi der ikke var megen hjælp at hente dengang, hun var fire-fem-seks år og fremefter. Det vil sige: Der kom en fra kommunen.
- Hun var virkelig sød og rar, men hun var der kun for mor og hendes sygdom. Hun var der ikke for min lillebror og mig, siger hun.
Det fik stor betydning. Og ikke for det gode.
- Jeg blev aldrig rost eller anerkendt som barn. Det betød, at jeg blev en forsigtig pige, der fiskede efter netop ros og anerkendelse. Folk skulle kunne lide mig. Jeg blev en pleaser, der for alt i verden skulle kunne komme hjem med gode karakterer i skolen, for det var den måde, at jeg kunne få ros på. Jeg lærte altså, at jeg skulle præstere for at få kærlighed, fortæller hun.
Moderen "forsvandt"
Hun ser tilbage på sin barndom med en mor, der kunne være nærværende i perioder, hvor hun var velmedicineret og ikke drak så meget.
- Men så ”forsvandt” hun for mig i længere perioder. Det var virkelig svært at være barn på den måde, siger hun.
Farens fysiske sygdom – han havde KOL og døde i 2009 – gjorde det ikke nemmere. Hun gik rundt i en sfære af bekymringer for både sin mor og far. Hver gang hun hørte en ambulance med udrykning, gibbede det i hende. Det var garanteret hendes far, der lå i ambulancen.
De 12 indsatser kan du læse om her:
Følelser i tavshed
I hjemmet blev der ikke talt om følelser. Det betød, at lille Karin selv begyndte at opfinde forklaringer på, hvorfor verden så ud som den gjorde, og hvorfor hendes mor var, som hun var.
- Nu taler vi om følelser hele tiden i mit hjem. Vi skal kunne tale om tingene, siger hun.
Og det gør hun så. Karin Mikkelsen holder nu foredrag for fagpersonale, der skal hjælpe netop børn og unge med en syg forælder. Det har hun gjort en håndfuld gange.
- Jeg fortæller jo egentlig bare om mit liv. Også om hvordan jeg som 17-årig kom i en ungegruppe og fik hjælp der. Det var godt, at kunne tale med andre unge, der havde oplevet noget lignende, siger hun.
Overmandet af afmagt
Hanne Elisabeth Bro er konsulent i CEPI - Center for Pårørendeinddragelse i Vejle. Region Syddanmark arbejder på at fagprofessionelle i sundhedsvæsnet skal klædes på til at inddrage børn som pårørende, når det handler om, at en forælder eller søskende udvikler en alvorlig sygdom.
- For at vi kan løse den opgave, vil vi i langt højere grad være mere systematiske med at uddanne nøglepersoner, så medarbejderne kan få viden og kompetencer til at tage de svære samtaler. Vi vil gerne hjælpe familierne med at få et sprog til at tale om sygdommen og hvordan de kan håndtere sygdommen hjemme.
Flere nøglepersoner er blevet uddannet fra november 2022, og flere kursushold er på vej.
- Vi ved fra forskning, at børn som vokser op med en forælder, eller en søskende der har udviklet alvorlig sygdom, har risiko for at trives dårligere end andre børn, fordi de kan blive overmandet af ensomhed og afmagt. Derfor har vi i sundhedsvæsnet fokus på, hvordan vi kan blive bedre til at opspore, om der er børn i patienternes hjem og således tilbyde patienterne og deres børn en familiesamtale.
