Fredeligt forårsvejr vender tilbage denne uge efter våd søndag
De fleste dage i denne uge følger den samme opskrift med sol først på dagen og sidenhen skyer ifølge DMI.
Efter mere end en uge uden regn blev stimen brudt i weekenden med en våd søndag med langt mindre solskin end tidligere på ugen.
Der er dog godt nyt til solhungrende syd-og sønderjyder.
Vejrskiftet er nemlig midlertidigt, og det fredelige forårsvejr vender tilbage i denne uge, selvom det ikke bliver helt så flot vejr som de fleste dage i sidste uge.
Det fortæller Trine Pedersen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mandag morgen.
Ifølge meteorologen kommer de fleste dage i denne uge til at minde meget om hinanden vejrmæssigt.
- Mandag til fredag starter ud flot først på dagen med sol, og så vil der komme skyer i løbet af dagen.
En lille byge
Der er ikke risiko for meget regn, men kun en lokal byge hist og her hen på eftermiddagene.
Ifølge meteorologen er onsdag den dag, der skiller sig mest ud.
- Onsdag er den dag, hvor der er størst chance for, at der kan komme nogle eftermiddagsbyger, siger hun.
Ugens dagtemperaturer vil ligge mellem 10 og 15 grader, mens det bliver varmest inde i landet og lidt køligere ud ved kysterne.
Om natten falder temperaturerne til ned omkring fem grader, mens der lokalt kan komme nattefrost.
Vinden kommer for det meste fra vestlig retning, men der vil ifølge meteorologen ikke være meget af det.
En gennemsnitlig måned
April har indtil videre lagt sig tæt op ad en gennemsnitligt april måned, fortæller hun.
- Hvis man kigger på gennemsnitsnedbøren har vi indtil videre fået 35 millimeter, hvor der i gennemsnittet falder 37 millimeter i april, siger hun.
Meteorologen fortæller, at det er for tidligt at sige, hvor vi ligger henne med antallet af solskinstimer, da der stadig er en lille uge tilbage af måneden.