25 ladeparker skal kickstarte grøn omstilling af lastbiler
Vejdirektoratet har netop fået godkendt en udbudsstrategi til opførelse af 25 ladeparker til ellastbiler. Allerede ved udgangen af 2025 skal de første fem stå klar.
Efter en årrække med fokus på ladeinfrastruktur for elbiler, retter Vejdirektoratet nu fokus mod ellastbilerne. Forligskredsen har netop godkendt en udbudsstrategi, hvor 25 ladeparker skal opføres i hele landet, og der er udmøntet i alt 760 millioner kroner til udrulningen af ladeinfrastrukturen til ellastbiler, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
- Omstillingen af personbiler har vist, hvor hurtigt den grønne omstilling kan ske, og det er håbet, at det samme vil ske med den tunge transport. Det kræver målrettede investeringer i en veludbygget ladeinfrastruktur, så der er reelle muligheder for at køre ellastbiler på danske veje, siger transportminister Thomas Danielsen i pressemeddelelsen.
Folketinget har derudover afsat 75 millioner kroner til en støtteordning til indkøb af el- og brintlastbiler samt etablering af depotladere hos vognmændene tilbage i maj.
Maksimalt 60 kilometer til en lynlader
Vejdirektoratet har analyseret, at størstedelen af det fremtidige ladebehov vil blive dækket af hjemmeopladninger hos den enkelte vognmand. Derfor skal ladeparkerne placeres efter, hvor behovet er størst og hvor lastbiltrafikken samles på hovedvejnettet, hvilket skal sikre, at der maksimalt er 60 kilometer til en lynlader derfra.
Ved udgangen af 2025 skal de første fem ladeparker til ellastbiler stå klar nær motorvejene omkring Randers, Herning, Vejle, Padborg og Køge. Ifølge strategien, skal ladeparkerne i første omgang etableres i samarbejde med det private marked.
- På baggrund af en markedsdialog og efter ønske fra branchen har vi langt hen ad vejen valgt at lade markedet selv styre udrulningen og driften af ladeparkerne i de fem områder, vi har udpeget. Til gengæld indgår vi en aftale om, at vi ikke opstiller konkurrerende ladeinfrastruktur i de planlagte områder, fortæller afdelingsleder i Vejdirektoratet Mette Fynbo.
Ladeoperatørerne forpligter sig i aftalen til at opfylde kravene i EU-forordningen om infrastruktur for alternative drivmidler (AFIR), men design og anlæggelse af ladeparkerne er op til deres ønsker. Ambitionen er at indgå aftaler med flest mulige ladeoperatører; op mod tre per lokation. Dermed vil Vejdirektoratet nemlig sikre brugerne den bedste pris.
Indgås der ikke en aftale på en lokation, vil Vejdirektoratet sørge for at "toppe op" ved at lave et EU-udbud.
Udbudsmaterialet for ladeparkerne ventes at blive sendt i offentlig høring i uge 32, mens det endelige udbud offentliggøres i uge 35.
Fakta om udrulning af ladeparker til ellastbiler
Vejdirektoratet sikrer etablering af offentlige lynladepladser til ellastbiler langs statsvejene i Danmark. Frem mod 2030 bliver der etableret 25 ladeparker med i alt 133 MW.
De første fem ladeparker åbner i 2025, mens de øvrige 20 ladeparker åbner i henholdsvis 2027 og 2030.
Der er afsat cirka 760 millioner kroner til projektet.
Placeringen af ladeparkerne er valgt på baggrund af en analyse af Vejdirektoratet samt krav i EU-forordningen om infrastruktur for alternative drivmidler (AFIR)