Mangel på ambulancereddere tvinger ambulancer til at prioritere mellem patienterne
Lige nu er der 50 ledige stillinger i Region Midtjylland. Den manglende arbejdskraft betyder, at regionen prioriterer mellem patienterne.
50.
Så mange ledige stillinger som ambulanceredder er der i hele Region Midtjylland.
Det skriver DR Nyheder.
De manglende hænder betyder, at der hver dag holder ambulancer rundt i garagerne, som egentlig burde køre på vejene eller holde klar til at blive dirigeret hen til folk, der har brug for hjælp.
Men det sker ikke, fordi der ikke er medarbejdere nok til at sidde bag rattet.
- Vi har en situation, hvor vi har brug for flere ambulancer, men hvor det er svært at få mandskab til at opskalere beredskabet. Det er kun lige til øllet med mandskab i branchen helt generelt, og det oplever vi også hos os. Uanset om vi havde pengene til det, kunne vi ikke få flere medarbejdere nu og her, for de er der simpelthen ikke, siger direktør for præhospitalet i Region Midtjylland, Henning Weihrauch Voss, til DR.
I perioden 1. januar til 6. december i år er der registreret 1.599 tilfælde, hvor en ambulance har været ude af drift på grund af manglende mandskab.
Derudover er der et ukendt antal tilfælde, hvor en bil er ude af drift af tekniske årsager.
Tallet lød på 582 i samme periode i 2020.
Servicemål overholdes ikke
Regionen halter også langt bag efter servicemålet for B-kørslerne - altså de kørsler, hvor patientens tilstand vurderes hastende, men ikke livstruende.
Det skyldes, at man blandt andet har prioriteret at sikre hurtig respons til de patienter, der har brug for en A-kørsel, forklarer direktør Henning Weihrauch Voss.
Han fremhæver, at folk ikke skal være bange for, at ambulancen ikke kommer ved eksempelvis hjertestop. Men han forklarer, at nogle mennesker med ikke-livstruende sygdomme vil opleve, at ambulancen kan være længere tid om at nå frem.
Travlhed
De manglende ambulancereddere er et resultat af det stigende behov for coronarelaterede ambulance- og sygetransportkørsler. Alene det seneste halvandet år er aktiviteten steget med 16 procent sammenlignet med før covid-19.
Og det presser de nuværende ambulancereddere, der har enormt travlt.
Formand for Reddernes Fagforening Kim Hammershøj forklarer, at der generelt er en frustration blandt redderne - blandt andet med begrundelse i, at regionerne ifølge ham altid forsøger at forhandle den billigst mulige løsning på ambulance-området, hvilket derfor presser de eksisterende medarbejdere.