Giftstof har i årevis forurenet grundvand på flyvestation
Flere eksperter kritiserer Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelses manglende indsats over for forurening på danske flyvestationer.
Artiklen er opdateret med en udtalelse fra Forsvarets Ejendomsstyrelse.
Forsvaret har i en årrække forsømt at gøre noget ved en årelang forurening med giftstoffet PFAS/PFOS. Det kan Avisen Danmark og Radio4 fortælle på baggrund af en række aktindsigter.
Siden 2016 har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse årligt undersøgt, hvordan forureninger fra brandskum med giftstoffet har spredt sig til åer, bække, grundvand og naturen.
Fakta om PFOS
PFOS hører under betegnelsen PFAS, som dækker over flere stoffer med bred anvendelse i industrien. Stofferne er svært nedbrydelige og kan ophobes i miljøet.
I 2006 blev PFOS forbudt i brandskum, men frem til 2011 var det tilladt at bruge restlagre, derefter blev al brug af stoffet forbudt.
Nyere viden om giftigheden ved PFAS-stofferne betød, at Miljøstyrelsen i juli i år sænkede grænseværdien for, hvor meget PFOS der må være i jord og grundvand.
Styrelsen har selv vurderet, at forureningen ved Flyvestation Skrydstrup kan komme til at true drikkevandet efter fund af forhøjede koncentrationer af PFAS i grundvandet ved brandøvelsespladsen.
- Grundvandet er jo en ressource som kommende generationer også skal nyde godt af, og derfor er det jo fuldstændig uforståeligt, at nogen vil forurene grundvandet med stoffer, der ikke kan nedbrydes, for den forurening vil også være der om 10, 20 og 30 år. Derfor er det her noget, der skal standses, siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet.
Han og flere andre eksperter kritiserer i Avisen Danmark og Radio 4 den manglende handling fra Forsvaret.
- Det er uansvarligt. Det er nærmest som en tikkende bombe. Det her bliver ved, og jo længere Forsvaret venter med at gribe ind, desto mere spreder forureningen sig, og desto sværere bliver det at få fjernet den forurening, det hele kommer fra, siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet.
Til de to medier skriver Forsvarsministeriet i et skriftligt svar, at ”der er med 'Forsvarsministeriets Grønne Handleplan 2021-2025' afsat midler til et pilotprojekt til test af afværgemetoder over for PFOS".
Til TV SYD siger Visti Salomonsen, chef for Ledelsessekretariatet i Forsvarets Ejendomsstyrelse:
- Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har kendt forureningerne i et stykke tid. Det har vi oplyst til tilsynsmyndighederne, vi har fulgt deres udvikling og vi har kigget på muligheder for at gøre yderligere, men at sige vi ikke har gjort noget, synes jeg er forkert.
Forsvarsministeriet har i et notat tidligere skrevet, at de sandsynligvis vil blive mødt med et påbud, hvorfor de anbefalede frivillig oprensning, men der skete aldrig nogen frivillig oprensning.
- På nuværende tidspunkt har vi ikke iværksat frivilligoprensning, fordi vi ikke mener, vi har det rette grundlag for at sætte det i værk endnu. Vi mangler nogle guides om, hvordan vi skal gøre det på bedst mulig vis. Vi er godt klar over, at der findes nogle metoder, men hvordan og hvorledes vi skal få sat de metoder i værk ude på de enkelte steder, ved vi ikke endnu. Derfor har vi gjort klar til at lave pilotprojektet, så vi kan blive klogere på det her.