Oprydning efter giftforurening kan kost op mod 100 millioner alene i én kommune - staten må på banen, mener borgmester
Forureningen med giftstoffet PFOS i Esbjerg Kommune er så omfattende, at en oprydning kan koste op mod 100 millioner kroner, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Det giftige og kræftfremkaldende stof PFOS, der frem til 2018 blev brugt i brandslukningsskum, og som har vist sig at have forurenet jord og vandløb flere steder i Esbjerg Kommune, kan komme til at koste op mod 100 millioner kroner at få fjernet.
- Vi har netop modtaget en rapport lavet af det rådgivende ingeniørfirma Niras, der indikerer, at forureningen med PFOS er omfattende, og at det kan blive meget dyrt at få fjernet, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester, Venstre, til TV SYD.
Hvad er PFOS og PFAS
PFOS er fluorholdige forbindelser, der typisk er blevet brugt til imprægnering og andre specielle anvendelser, hvor der ønskes en vand- og/eller fedtafvisende effekt. Det er forbudt at importere eller sælge PFOS eller kemiske produkter, der indeholder PFOS.
PFOS er skadelig og ophobes i naturen.
PFOS-forbindelserne er uønskede, fordi de er svært nedbrydelige i naturen (er persistente), ophobes i fødekæden (er bioakkumulerende), er giftige over for mennesker og dyr og kan transporteres over lange afstande.
PFOS er et ud af cirka 9.000 fluorstoffer, der samlet går under betegnelsen PFAS-forbindelser.
Region Syddanmark har i løbet af 2021 sammen med kommunerne, Forsvarets Ejendomsstyrelse og Miljøstyrelsen identificeret 46 brandøvelsespladser, der kan være forurenet med PFAS-stoffer.
Kilde: Miljøstyrelsen
Giftstoffet fundet flere steder
Forureningen er blandt andet fundet ved brandskolen på Uglviggårdsvej og Esbjerg Lufthavn, og den har spredt sig til vandløb og arealer omkring brandskolen. PFOS er også fundet i mindre mængder i Vadehavet.
Jesper Frost Rasmussen siger til TV SYD, at der i kommunen endnu ikke er sat tal på, hvor dyrt det bliver at fjerne forureningen, og derfor kender man heller ikke endnu den eksakte pris for oprydningen.
- Det kommer helt an på, hvilke metoder der skal benyttes for at fjerne giften fra jord og vandløb. Det er slet ikke afgjort endnu, siger borgmesteren.
Jesper Frost Rasmussen vil have staten på banen, når regningerne skal betales.
- Det her er en generationsforurening, vi som kommune ingen mulighed har for at betale for oprydningen af. Det er et giftstof, som var lovligt at benytte tidligere, men som nu viser sig at være meget giftigt for alle. Desuden er det en forurening, som ikke kun Esbjerg Kommune kæmper med - det er en forurening, som er spredt ud over hele landet. Derfor er staten nødt til at komme på banen og være med til at betale den meget store regning, der venter forude, siger han.