Lasses job blev sat på pause - nu er han "udlånt" til børnehaver
Lasse Roost Rasmussens job blev umuliggjort med skolernes nedlukning, så han blev udlånt til børnehaver. Et udlån der vil gøre ham bedre til hans normale arbejde.
- Lasse, det er nok nu.
Barnet kigger op på den nyeste pædagog i børnehaven.
Er det nok? Skal vi prøve at putte hovedet på snemanden?
Det er en lidt anderledes arbejdsopgave, end hvad Lasse Roost Rasmussen er vant til. Ikke desto mindre er det for en stund snemandsbygning med børnehavebørn, der står i hans jobbeskrivelse.
Lasse Roost Rasmussen kan på grund af corona ikke passe sit normale job i Vejen Kommune, så nu har kommunen udlånt ham til blandt andet Veerst-Bække Børnehave.
- Det er bare fedt, mener Lasse Roost Rasmussen.
Skulle ellers sætte børn i bevægelse
Den 26-årige gut er nyuddannet med en kandidat i idræt. I begyndelse af 2020 blev han ansat i Kultur og Fritid i Vejen Kommune til at varetage projektet "Bevægelse er Vejen", hvor målet er at få børn og unge i kommunens foreninger og dagtilbud til at bevæge sig mere.
Børnene knuselsker ham jo. De er vilde med ham.
Susanne Gerdsen, pædagogmedhjælper, Veerst-Bække Børnehave
Det job er svært at varetage med mange hjemsendte børn. De første to uger af januar hjalp Lasse Roost Rasmussen skoler i Vejen Kommune med fjernundervisning, men nu er han sendt videre til børnehaverne i byen Bække.
Ups, der væltede snemanden. Åh, åh, udbryder han.
- Åh, åh, svarer børnene i kor.
- Selvom det er lidt anderledes at skulle være så meget ude i praksis, så giver det rigtig god mening, siger Lasse Roost Rasmussen om sin nye beskæftigelse.
- Det giver en følelse af at kunne komme ud og skabe noget værdi.
Når virus gi'r plus
I uge 7 fortæller TV SYD om fem syd- og sønderjyder, der på hver deres måde har fået noget godt ud af en træls situation.
Vi besøger dem, hvor coronaen på den ene eller anden måde har ændret deres liv og fået dem til at gøre tingene på en ny måde - også for fremtiden.
I kan møde personerne mandag til fredag i nyhedsudsendelsen klokken 19.30 eller her på tvsyd.dk.
Gevinst for både børn og voksne
I børnehaven er både børn og pædagoger begejstrede for "den unge gut".
- Det har pustet noget nyt liv i vores hverdag, så det er absolut et kæmpe plus at få ham ud, mener Susanne Gerdsen, der er pædagogmedhjælper i Veerst-Bække Børnehave.
- Man kan også mærke, at børnene synes, det har været dejligt.
Susanne Gerdsen fortæller, at Lasse Roost Rasmussen har formået at skabe nye oplevelser for børnene qua sit job i projektet "Bevægelse er Vejen". Gennem kontakt til foreninger i Bække har de store børn både været i gymnastiksalen for at lege og været på besøg hos spejderne.
Lige nu fortsætter snemandsbyggeriet. Børnene er på jagt efter sten til knapper på snemandens mave.
Vil blive bedre til sit job
- Sådan en snemand er et evighedsprojekt, siger Lasse Roost Rasmussen til børnene.
Men de er alle enige i, at det er sjovt, så jagten på pynt til snemanden fortsætter.
For Lasse Roost Rasmussen er det midlertidige job som legeonkel for børnehavens børn ikke kun det - midlertidigt. Han er overbevist om, at han kan bruge erfaringen fra legepladsen, når han vender tilbage til sit job i projektet "Bevægelse er Vejen".
- Det giver mig en meget konkret forståelse for, hvad det er for en hverdag, de har ude i daginstitutionerne, siger han.
Udlånet til børnehaverne har både betydet mere hands-on-erfaring og større kendskab til pædagoger og ledere rundt i kommunen.
Gruer allerede for afskeden
Når alle klassetrin på skolerne genåbner, kan Lasse Roost Rasmussen for alvor komme tilbage til sit normale arbejde. Hvornår det bliver, er uvist, men pædagogerne i børnehaven gruer allerede for den dag. Det bliver nemlig svært at undvære deres nye kollega.
- Børnene knuselsker ham jo. De er vilde med ham, siger Susanne Gerdsen.
Guleroden bliver placeret over munden, og på hovedet sættes en lilla kasket med Anna og Elsa fra Frozen. Så er dagens snemand bygget.