Alternativet løber med borgmesterposten på Fanø
Alternativet får borgmesterposten på Fanø. Partiet stod ellers bag Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste som borgmester.
Så sent som i går, fredag, meddelte Kristine Kaas Krogh fra Fanø Lokalliste, at det stod fast, at hun skulle være Fanøs nye borgmester.
Mindre end et døgn senere gør en ny aftale Alternativets Sofie Valbjørn til borgmester i stedet for.
Det sker efter et kaotisk forløb omkring konstitueringen på Vadehavs-øen, hvor Kristine Kaas Krog dagen efter valget den 21. november gik sammen med SF, Det Konservative Folkeparti og Alternativet og fik et flertal bag sig som borgmester.
- Det er det rigtige at gøre. Derfor sagde jeg ja, da Venstre, Miljølisten og S bragte mig på banen som borgmester.
Sofie Valbjørn, kommende borgmester, Alternativet, Fanø
Men nu er det i stedet Sofie Valbjørn fra Alternativet, der skal være borgmester. Hun har sikret sig opbakning fra Venstre, Socialdemokratiet, og Miljølisten. Flere partier er velkomne i aftalen, understreges de tre partier.
Kristine Kaas Krogh fra Fanø Lokalliste overvejer den nye situation.
- Jeg har ikke skrevet under nogen aftale endnu og overvejer stadig, siger den detroniserede borgmesterkandidat Kristine Kaas Krogh til TV SYD.
- Det er det rigtige at gøre. Fanø har brug for en borgmester med bred opbakning. Derfor sagde jeg ja, da Venstre, Miljølisten og S bragte mig på banen som borgmester, siger Sofie Valbjørn til TV SYD.
Den nuværende Venstre-borgmester Erik Nørreby fortsætter som 1. viceborgmester.
Jeg har ikke skrevet under noge aftale endnu og overvejer stadig.
Kristine Kaas Krogh, detroniseret borgmesterkandidat, Fanø Lokalliste
- Jeg vil selvfølgelig have så meget indflydelse som muligt. Derfor pegede Venstre på Sofie Valbjørn og går med i den nye konstitueringsaftale, som også tilfører flertalsgruppen politisk erfaring, siger Erik Nørreby til TV SYD.
Sofie Valbjørn bliver Alternativets første "rigtige" borgmester
Sofie Valbjørn bliver Alternativets første "rigtige" borgmester. I Københavns Borgerrepræsentation har Alternativets Niko Grünfeld fra nytår posten som kultur- og fritidsborgmester - men det svarer til en udvalgsformandspost i andre kommuner.
Der opstod ballade om borgmesterposten på Fanø, da Kristine Kaas Krog i ugen efter valget ville forsøge at få flere partier med i aftalen om at gøre hende til borgmester og få indflydelse til gengæld. Det var SF og Konservative, der var en del af hendes flertal, ikke med på.
På Fanø skal der søndag forhandles om fordelingen af de øvrige poster i en ny konstitueringsaftale. Det konstituerende byrådsmøde på Fanø finder sted senest på fredag, oplyser Sofie Valbjørn til TV SYD.