Thomas Sillesen og vagten plejede bare at nikke "hej", men midt i krigen blev hans retur til et tegn
Virksomhedsejer Thomas Sillesen flygtede fra Ukraine i februar 2022, da krigen brød ud. Et år efter er han igen tilbage i landet. Her fortæller han, hvilket år det har været.
I hjørnet af Thomas Sillesens fjerde-sals kontor i Odessa står to generator og summer på skift.
Sum, sum, sum, sum.
På den anden side af gaden kan han fra sin plads bag den generatordrevne computer skimte en betonvæg, der af flere omgange har været et ulovligt grafitti-lærred med kunst og ord af forskellig kvalitet.
Men nu er der med store bogstaver skrevet "AZOVSTAL" henover væggen. Stålværket i den ukrainske by Mariupol der blev ødelagt af russiske tropper under invasionen, og hvor 264 ukrainske soldater var fanget af russerne.
Graffitien har fået lov til at blive som et tegn på den ukrainske modstand.
Thomas Sillesen kigger rundt i det tomme Akkerman-kontor. Medarbejderne arbejder hjemme, og 26 stillinger mangler at blive besat efter invasionen. Dagen forinden brugte han en stor del af tiden på at finde ud af, hvor generatorerne bedst kunne stå uden at larme for meget.
Men lyden er der.
Sum, sum, sum, sum.
Det seneste år har TV SYD jævnligt haft kontakt med virksomhedsejeren Thomas Sillesen, der kommer fra Esbjerg, men bruger det meste af sin tid i Odessa hvorfra han driver firmaet Akkerman.
Fra sit kontor i Ukraine tager han telefonen og begynder at fortælle om det år, der er gået.
For det er den 21. februar, få dage før årsdagen for invasionen af Ukraine. Få dage før at det er et år siden, at Thomas Sillesen måtte forlade Ukraine og køre i al hast mod Esbjerg, væk fra krigens ødelæggelser.
Noget banker voldsomt på min dør klokken 05 om morgenen. Det er mine kollegaer. Missiler er fløjet over os og har ramt lufthavnen
Thomas Sillesen
23. februar 2022
Onsdag den 23. februar var Thomas Sillesen på vej mod Kharkiv i det nordlige Ukraine med et par kollegaer i bilen.
60 kilometer før byen modtog han et opkald fra en kammerat om, at han skulle se at komme væk. Ud af landet.
Men Thomas Sillesen trak på det, for kammeraten var altid så pessimistisk. De fortsatte, og 48 kilometer før Kharkiv fik han endnu et opkald. En overnatning i byen ville betyde, at de ikke kunne komme ud.
Så de vendte om og overnattede i stedet på et nærliggende hotel.
- Noget banker voldsomt på min dør klokken 05 om morgenen. Det er mine kollegaer. Missiler er fløjet over os og har ramt lufthavnen, husker han fra morgenen 24. februar.
I fuld fart kørte de til Odessa, og efterhånden som det blev lyst, mødte de flere og flere militærkøretøjer på vejene. I Odessa fik de hurtigt pakket vigtige dokumenter og andre ting fra kontoret, hvorefter medarbejderne kørte i sikkerhed.
- Jeg pakker alt, fylder min bil og kører til Bukarest, hvor jeg er fremme næste dag, siger Thomas Sillesen.
Kedelige måneder
Den 26. februar lavede Thomas Sillesen et opslag på Instagram.
På engelsk skrev han blandt andet:
Med blødende hjerte forlod jeg mine folk i Ukraine i går. Her til morgen er jeg flov over, at jeg ikke blev og kæmpede med jer. Men Ukraine vil nemt vinde alene. I er et stærkt folk, jeres værdier er de rigtige, og I har Gud på jeres side.
Han var hjemme i Esbjerg igen.
- Jeg røvkedede mig, husker Thomas Sillesen et år senere.
Men 15. juni vendte han tilbage til Ukraine, til et andet land end det han forlod fire måneder tidligere.
Wolt bringer til beskyttelsesrum
Da Thomas Sillesen kørte ind i Ukraine i juni sidste år, skulle han gennem seks militære checkpoints fra Moldova til Odessa, bilen blev tjekket efter våben, og alt blev sikret, inden han kunne få lov til at komme hjem til sit ukrainske liv.
En gang i mellem ser man biler, der er blevet skudt på, men ellers er det mest bare lyden af generatorerne, der brummer, der minder én om, at vi er i krig
Thomas Sillesen
Da han endelig kom til sin lejlighed, stod kompleksets vagt udenfor. Normalt nikker de to til hinanden og sige hej. Vagten taler russisk, og det gør Thomas Sillesen ikke.
Men den dag i juni 2022 var det som om, der skete noget i vagtens øjne, da han fik øje på den tilbagevendende dansker.
- Da gutten så, at jeg kom gående, kom han ud til mig. Han rakte hånden frem og gav mig den. Så tog han et skridt mere og gav mig et stort kram, siger Thomas Sillesen, der blev overrasket over den gestus fra en mand, han ikke kan kommunikere med i ord.
- Jeg var en af de første udlændinge tilbage. Så han vidste nu, at bedre tider var på vej, når udlændinge turde vende tilbage til Ukraine.
I bygningen, hvor Thomas Sillesens virksomhed ligger, fik han lejet to etager ud til en skole og en etage til polske flygtninge. Skolebørnene skulle gå i beskyttelsesrum, når bombealarmerne lød, så dem kunne han følge fra kontorpladsen flere gange om dagen vandre i sikkerhed.
Luftalarmerne gjaldt ikke kun skolebørn, men flere ignorerede alarmerne. Derfor kom en meddelelse fra myndighederne om, at man skulle tage alarmerne seriøst.
Midt i krigen gik hverdagen alligevel videre for ukrainerne.
- Mange bestiller aftensmad fra Wolt. Selvom der var bombealarm, og man var gået i beskyttelsesrum, kunne der pludselig lyde et "bank, bank, bank", og så stod der en person med aftensmad, fortæller Thomas Sillesen om sommeren i Ukraine.
Tre ting, Thomas Sillesen særligt husker fra året
1. Præsident Volodymyr Zelenskyj's billede
Noget af det, jeg særligt husker, er, da Præsident Zelenskyj sendte et billede ud, hvor han stod med forsvarsministeren. Han ville bare fortælle, at han var i Kyiv, han var i live og okay. Folk var jo bange, så det var helt suverænt.
2. 24 eller 40
Min datter på 25 år var her for 14 dage siden, og det var dejligt. Hun skulle lave en opgave om Ukraine og lavede en række interviews med folk. Blandt andet en kvinde som havde været med en ambulance, men føreren i ambulancen bliver skudt og dræbt af russere, og hun formår at flygte fra ambulancen. Og da min datter spurgte, hvor gammel hun var, sagde hun: Gæt. Min datter sagde: I starten af 40'erne vil jeg tro. Til det svarede kvinden: Jeg er 24.
Det ramte mig. For på grund af de mange forfærdelige oplevelser ukrainerne her har været igennem, er de simpelthen kommet til at se så meget ældre ud. Jeg havde aldrig gættet, at hun kun var 24 år.
3. Den generelle indstilling
Det har været ret magisk at opleve den generelle indstilling her. Da jeg kom tilbage i sommer, havde min assistent Alina ikke fået varmt bad og varmt mad i flere uger. Jeg spurgte, om ikke hun og hendes kæreste ville komme hjem til mig. Så kunne de begge tage et bad og få et måltid mad hos mig. Det, mente hun, var ikke nødvendigt. Jeg synes, det er vildt, hvordan de tager den her situation, for jeg havde helt sikkert rykket på det med det samme.
Vi vinder
Tilbage på kontoret i Odessa, 21. februar 2023, sender Thomas Sillesen et blik ud ad vinduet. Der hænger ukrainske flag på stort set alle bygninger. Overalt er der kæmpestore billboards med billeder af soldater og opmuntrende beskeder om, at Ukraine nok skal vinde.
- Men man ser ingen fysiske tegn på krig i byen ellers i form af skader. Kommer der skader fra noget, så bliver de fikset omgående. En gang imellem ser man biler, der er blevet skudt på, men ellers er det mest bare lyden af generatorerne, der brummer, der minder én om, at vi er i krig, fortæller Thomas Sillesen.
Han føler sig priviligeret.
- Der er mange, der har det hårdere, end jeg har. Min familie er i Danmark, og jeg kommer fra en dansk kultur, hvor man måske er lidt mere "kølig" og rationelt, analytisk tænkende, hvor ukrainerne kommer fra en lidt mere emotionel kultur, siger han og fortæller, at han for hver dag oplever, at flere kommer tilbage til landet.
Men krigen er der endnu. Det oplevede han forleden nat, da han vågnede ved 1-tiden om natten til lyden af skud foran sin lejlighed, der ligger ved havnen. Formentlig lyden af en drone der blev skudt ned, vurderer han.
Og så lurer den 24. februar 2023 og Ruslands trussel om et angreb.
- Russerne vil nok demonstrere, at vi ikke har vundet, selvom vi klarede det første år. Det kan jeg da godt være lidt bange for, siger Thomas Sillesen, der dog selv tager til Danmark den 23. februar.
Udsagnet fra Instagram den 26. februar 2022 holder han ved.
- Om et par måneder, når jorden er helt tør igen, så ruller ukrainerne et stort hul i de russiske linjer. Ukraine vinder, siger han.
Og da han lægger telefonen fra sig igen, er kontoret tomt. Medarbejderne er hjemme. Og den eneste lyd, der er tilbage i rummet, er generatoren.
Sum, sum, sum, sum.
Den lyd kan man lære at leve med.
