Russiske Natscha Chertova protesterer mod Ruslands invasion
Mange russere vælger at holde lav profil, efter Rusland gik ind i Ukraine, men ikke Natscha Chertova. I dag protesterede hun i Vejle mod invasionen.
Der er hverken larm eller råb, men budskabet går klar igennem. 27-årige Natscha Chertova står med et skilt med teksten ”Stop the war” på Rådhuspladsen i Vejle.
Hun er russisk statsborger på besøg hos sin kæreste i Danmark, og hun er i chok over det, der foregår i Ukraine.
- Jeg begyndte at græde, da jeg opdagede det. Jeg ringede til min mor og mine venner hjemme i Rusland. Ingen af os forstod, hvad der foregik. Alle er i chok. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, fortæller hun.
Mange russere støtter ikke invasionen
Men noget har hun valgt at gøre. For anden dag i streg står hun med et hjemmelavet skilt på Rådhuspladsen i Vejle og protesterer over den russiske invasion af Ukraine. I går stod hun her i seks timer. Det samme gør hun i dag.
- Med det samme tænkte jeg på at gøre det, men så tænkte jeg; ej, vent lidt. Giver det overhovedet mening. Vi er i Danmark. Hvorfor skulle folk her bekymre sig om, hvad der foregår i Ukraine. Men så tænkte jeg, at folk skal vide, at mange russere ikke støtter det her, siger hun.
Bange for at vende hjem
Natscha Chertovas opholdstilladelse i Danmark udløber den 13. marts, og så bliver hun nødt til at vende tilbage til Rusland. Hvad fremtiden bringer, ved hun ikke, men en ting er sikkert:
- Jeg er nervøs for at få problemer i Rusland. Så helt ærligt, så er jeg bange for at tage tilbage, siger hun.
Natscha Chertova har både forældre, bedsteforældre og venner i Rusland.