Biskop om fredsgudstjeneste: - Vi har brug for trøst
I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine afholder Elof Westergaard, der er biskop i Ribe stift, lørdag aften fredsgudstjeneste i Ringkøbing kirke.
Det ukrainske folk gennemlever i disse dage et mareridt. Rusland har invaderet landet og flere hundrede tusinde ukrainere har forladt deres hjemland.
Derfor afholdes der i aften en fredsgudstjeneste i Ribe Stift.
- Det er en bøn om fred og en gudstjeneste, hvor der er brug for, at vi hører evangeliet og får noget trøst til den tid, vi er i, siger Elof Westergaard, der er biskop i Ribe Stift.
Selvom Elof Westergaard er biskop i Ribe, så har man valgt at flytte fredsgudstjenesten til Ringkøbing, fordi de fleste ukrainere i Ribe Stift er bosiddende i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Gudstjenesten er for alle, men biskoppen regner med, at der vil være ukrainere til stede i kirken til aften.
- Dørene er åbne for alle, men jeg forventer, at der vil komme nogle herboende ukrainere. Der vil i gudstjenesten være en særlig tanke på den krig og invasion, som Rusland har foretaget i Ukraine. Det er jo noget, der konkret rammer nogle menneskers liv, og samtidig er det noget, som påvirker os alle sammen, fortæller biskop i Ribe Stift, Elof Westergaard,
Den danske folkekirke har arrangeret fredsgudstjenester i alle landets 10 stifter denne lørdag for at sætte fokus på situationen i Ukraine.
- Vi gør det, fordi vi skal være til stede i det folk, som vi er en kirke for det, som rør mennesker i Danmark og påvirker os så stærkt i disse dage, siger Elof Westergaard.
Biskoppen har også en formodning om, at situationen i Ukraine vil indgå i flere præsters prædikener eller forbøn i morgen.
- Jeg tror det vil falde mange præster naturligt, at berøre emne ved prædiken i morgen, siger biskoppen.
Fredsgudtjenesten i Ringkøbing Kirke afholdes klokken 19 lørdag aften.