Krea Kongen - ny udfordring: Nu skal du male sten inspireret af stranden
I denne uges Krea Kongen skal du male sten inspireret af stranden. Om du vælger at male en krabbe, en palme eller en måge, så kommer der her et par tips og tricks til, hvordan du kan få startet på stenmaling.
Krea Kongen
Krea Kongen er TV SYDs lørdagsprogram, hvor du vil få inspiration til, hvordan du på kreativ vis fordriver tiden derhjemme, indtil coronakrisen er drevet over. Hver uge stiller vi en ny udfordring, mens en ekspert vil give dig sine bedste tips og tricks.
Se hvordan du deltager på TVSYD.dk/kreakongen.
En sandstrand, en fisk eller en cocktail. Mulighederne er mange, når der i denne uge skal dystes om at male sten med strandtema.
Ugens ekspert er Camilla Uth, der selv har malet på sten siden 2014. Egentlig malede hun på lærreder, men da det blev for uoverskueligt med de store flader, skiftede hun lærrederne ud med sten.
Camilla Uths første tip er at bruge en grunder, for den får farverne til at træde bedre frem. Hvis ikke man har en grundertusch, kan man også bruge en hvid tusch.
Se herunder, hvordan Camilla Uth gør.
Hvis man laver en fejl eller fortryder et farvevalg, så skal man ikke fortvivle. For lidt ligesom slettelak, så kan man ved hjælp af et betonbindemiddel lakere oven på den eksisterende maling, når denne er tør.
Man kan rette lige så mange gange, man vil - indtil man er tilfreds med resultatet.
Camilla Uth giver her en hurtig præsentation af, hvordan man kan rette, hvis man ikke er tilfreds med farven.
I videoen her kan du høre, hvad Camilla Uth vil lægge vægt på, når hun skal bedømme stenmalingen.
Hun vil blandt andet kigge på, hvordan man fortolker temaet strand. Men det vil ikke nødvendigvis være den flotteste teknik, som Camilla Uth vil honorere. Hun vil mere kigge på, om resultatet er gennemtænkt.
Deltag i Krea Kongen
Er du blevet inspireret til selv at male på sten, så tøv ikke med at melde dig til udfordringen ved at sende et billede af dine kreative udfoldelser via formularen herunder.
Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er hver torsdag klokken 9. Du kan kun deltage med ét billede.
Du kan også klikke ind på TVSYD.dk/kreakongen, hvor eksperterne - heriblandt Camilla Uth - kommer med tips og tricks til, hvordan du løser udfordringerne.
Ingen konkurrence uden præmier. Hver uge finder vi en vinder, som – udover et 'Ugens Krea Konge'-diplom – får en kurv med søde sager til en værdi af 500 kroner.
Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.