- Vi var ved at falde bagover: Livet i Lillebælt nomineret til eksotisk pris
Gl. Ålbo Camping ved Lillebælt er nomineret til en international dykkerpris - side om side med varmere destinationer som Malta og Indonesien.
Hvis du skal forestille dig verdens bedste dykkersteder, ser du nok turkisblåt vand for dig, smukke koralrev og fisk i flotte farver.
Vi er måske i lande som Ecuador, Australien eller på Hawaii.
Derfor kan det lyde som noget af en kontrast, når Gl. Ålbo Camping ved et ellers iltfattigt Lillebælt er nomineret i kategorien årets dykkerdestination 2025.
Vi kæmper mod Malta og Indonesien. Det er jo en hel anden klasse
Martin Pedersen, dykker og lejrchef, Gl. Ålbo Camping
Men den er altså god nok.
Sammen med mere eksotiske steder i Indonesien og på Malta er campingpladsen ved Sønder Stenderup i spil til prisen.
- Vi var ved at falde bagover, da vi fik at vide, at vi faktisk var nomineret til årets dykkerdestination, siger Martin Pedersen, der er dykker og lejrchef på Gl. Ålbo Camping.
Dyk med ned under overfladen og se forskellen på Lillebælt og Indonesien
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Lillebælt
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Indonesien
Det smalle stræde er blevet stadigt mere interessant blandt dykkere - ikke mindst fordi Gl. Ålbo Camping har været dygtige til at tiltrække dykkerturister og fortælle om, hvorfor vandet her er interessant.
For 'Marens hul', som det 86 meter dybe dyb kaldes, vrimler med liv, og hvert år strømmer særligt udenlandske dykkere til stedet.
Prisen 'Dive Award' uddeles ved verdens største vandsportsmesse, boot Düsseldorf, 24. januar.
Og lejrchefen fra Sønder Stenderup ved godt, han er en lille fisk i fornemt selskab.
- Vi kæmper mod Malta og Indonesien. Det er jo en hel anden klasse, og hvis vi skal sige det højt, så når vi dem nok ikke til sokkeholderne, men jeg synes jo, det er vildt, at vi faktisk kan være med, siger Martin Pedersen.
Strøm og dybde
Det kan godt være, at Lillebælt ikke har lige så farverige fisk og store koralrev som de to andre destinationer.
Til gengæld er der stærk strøm og unikke dybder på helt ned til 86 meter på bæltets dybeste sted - 'Marens hul'.
- Vores gæster har nogle tydelige træningsparametre. De vil gerne have strømfyldt farvand, dybde og saltvand, og så er her fred og ro langs kystlinjen, fortæller Martin Pedersen.
Hubert Pinto de Kraus, der kommer fra Kiel og har besøgt Gl. Ålbo gennem 25 år, er enig.
- De stærke strømme og de store vanddybder gør området virkelig interessant. Derudover er der en overflod af planter og dyr og for eksempel marsvin, der opfostrer deres unger der, siger Hubert Pinto de Kraus, der leder dykkercenteret på Kiel Universitet og er formand for den internationale forening for dykkerforskning.
Lige nu bobler spændingen om, hvorvidt Gl. Ålbo kan slå konkurrenterne i Indonesien og på Malta, og der er ingen tvivl om, at det vil være kæmpestort, hvis det lykkes.
- Hvis vi vinder, så har vi sat en lillebitte nål i det store verdenskort, og det synes jeg faktisk vil være ret sejt, lyder det fra Martin Pedersen.
Her kan du læse mere om de nominerede til de i alt fem priser, der uddeles til årets dykker-award.