Tyve spillede padel midt om natten
Tre unge mænd skaffede sig ved midnatstid natten til torsdag adgang til banerne på WAP Padelcenter på C F Tietgensvej i Kolding.
Derefter spillede de tre padel i omkring tre kvarter. I den forbindelse stjal de også flere energidrikke fra et køleskab og drak dem. Det fortæller vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.
Der er opsat overvågningskameraer på stedet, og politiet vil nu gennemgå materialet fra kameraerne.
De tre unge mænd brugte en dørkode til at komme ind. Politiet er nu i gang med at undersøge, om de tre mænd er medlemmer af padelcenteret.
- Det er umiddelbart ikke tilfældet, men den her kode er en, som alle medlemmer har. Hvis de ikke er medlemmer, så er der tale om indbrud ved brug af rette kode. Det er lidt ligesom, hvis man begår indbrud, og man har nøglen, siger vagthavende.
Padelcenteret er normalt lukket mellem midnat og klokken fem om morgenen.