Tiltalt for drab udtaler sig for første gang: Situationen var uundgåelig

Foto: Pia Thordsen
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

For første gang valgte en 36-årig mand onsdag at udtale sig om den sag, han er tiltalt for manddrab i.

Ved grundlovsforhøret 2. januar sidste år blev han mødt med tilråb og trusler. Det var en af grundene til, at en 36-årig mand, der er tiltalt for manddrab, ikke ønskede at udtale sig om sagen dengang.

- Første dag stod der 50 mennesker og truede mig på livet. Det var lidt meget at forholde sig til. Da sagen begyndte at rulle i medierne, tænkte jeg, at jeg ikke rigtig ville få ud noget af at sige noget, men jeg vidste, jeg fik mulighed for det i retten, lød det onsdag fra den 36-årige, da der var første retsdag i sagen ved Retten i Kolding.

Skynd jer, skynd jer. Der er en, der er blevet stukket ned. Han trækker ikke vejret. Jeg beder jer, jeg beder jer.

Uddrag fra et af opkaldene til 112 den 1. januar 2023

Her sagde han ja til at fortælle sin side af episoden nytårsmorgen den 1. januar 2023, hvor 26-årige Adan Mahamed Dek blev dræbt ved Borchs Gård i Kolding.

Dengang var den 36-årige på udgang fra fængslet i forbindelse med en afsoning for vold. Han skulle have været hos sin kæreste, men efter et kort besøg hos hende, tog han hen til en kammerat. Herfra tog han videre ned i en lejlighed i byen, hvor en anden kammerat ringede til ham og sagde, at der var ballade i byen.

- På vej derned får jeg at vide, at der er ikke noget alligevel, så jeg behøver ikke komme. Men jeg ender med at gå med op på Tordenskjold (diskotek, red). Jeg tror, klokken er 02.30-03.00 på det tidspunkt, fortalte tiltalte i retten.

Han gik ind og drak og stødte ind i en fyr, som han begyndte at diskutere med.

- Det er sådan noget fuldemands noget. Vi bliver begge to smidt ud, og da ham den anden kommer ud, går han op i ansigtet på mig, og så slår jeg ham ned, forklarede tiltalte.

De er fire. Jeg er en, og de står med knive. Jeg tænker, situationen er uundgåelig nu.

Tiltalte i retten onsdag

Han er udover manddrab også tiltalt for netop den voldsepisode. Den del erkender han, men han nægter sig skyldig i manddrab. Voldsepisoden var forløberen til knivstikkeriet, der skete 12 minutter senere.

- Der kommer en hen og slår mig på kæben, så jeg brækker den. Flere personer kommer ud, og min kammerat siger, at jeg skal følge med ham. Vi løber væk og kan høre, at der er nogen, der jagter os, og så splitter vi op.

Havde gemt kniv

Den 36-årige var ifølge ham selv fuld. Han ville gerne væk, men han havde ikke fået sin jakke med fra diskoteket, og den ville han gerne have med. Hans udgangspapirer lå i den, og der stod blandt andet en adresse på papirerne, som han ikke ville have havnede i forkerte hænder. 

Han gik tilbage, og med sig havde han en kniv i hånden, som han medbragte, da hans kammerat ringede og fortalte, at der var ballade i byen. Den havde ligget gemt et sted, men nu havde han samlet den op.

- Jeg er godt klar over, at de folk vil have fat i mig, lød det i retten.

Forsvarer Jørn Brandenhoff Schmidt mener, at hans klient bør frifindes eller højst dømmes for vold med døden til følge og ikke manddrab, som tiltalen lyder på.

"De folk" er manden fra diskoteket, som den 36-årige har slået ned, og hans venner. Han kunne høre, at de kom bag ham og råbte noget i retning af ”kom her din luder”.

- Jeg vender mig om og kan se, at to af dem har knive i hænderne. Jeg ved, hvem den ene er, fordi jeg har siddet inde med hans bror. Den anden kender jeg ikke, men det er Adan. Han har en kniv. Jeg regner med, at de vil trække sig, fordi jeg har en kniv i hånden, men Adan går hen imod mig.

Jeg havde lige set ham dagen før derhjemme, hvor vi fejrede nytår, spillede spil og hyggede os, og så tog han ned i byen.

Roda Yusuf, søster til afdøde Adan Mahamed Dek

Det er i retten kommet frem, at der er fundet to urteknive i en skraldespand tæt på gerningsstedet. Det er dog ikke endnu kommet frem, hvem de tilhørte. Klokken 05.08 bliver Adan Mahamed Dek stukket af den 36-årige mands kniv, som han forklarer, var en køkkenkniv med et blad på 10-15 centimeter. 

- Jeg har prøvet at løbe væk et par gange nu, men det har ikke virket, og jeg har ikke lyst til at tage chancen og løbe derfra. De er fire. Jeg er en, og de står med knive. Jeg tænker, situationen er uundgåelig nu. Vi ender i klammeri. Jeg har fat i Adan med den ene hånd, og så stikker jeg ham med den anden, som jeg har rundt om ham. 

"Skynd jer, der er en, der er blevet stukket ned"

Den 36-årige løb derfra, mens folk omkring 26-årige Adan Mahamed Dek ringede til alarmcentralen.

- Skynd jer. Borchs Gård. Skynd jer, skynd jer. Der er en, der er blevet stukket ned. Han trækker ikke vejret. Jeg beder jer, jeg beder jer. Skynd jer, lød det ud af højtalerne i retten, da opkaldene blev afspillet.

- Hvor er han stukket henne?

- I ryggen. Der er blod over det hele. Han trækker vejret. Nu trækker han vejret. 

Blandt tilhørerne i retten sad to af Adan Mahamed Deks fem søskende. Hans 22-årige lillesøster fik beskeden om, at hendes bror var død, da politiet ringede på døren hjemme hos deres mor.

- Det var så surrealistisk. Jeg havde lige set ham dagen før derhjemme, hvor vi fejrede nytår, spillede spil og hyggede os, og så tog han ned i byen, fortalte hans lillesøster Roda Yusuf i en pause til TV SYD.

Adans 24-årige lillebror Faysal Yusuf hørte om drabet, da han blev ringet op i Aarhus, hvor han boede på det tidspunkt.

- At være her i retten giver lidt samme følelse, som da jeg hørte om det første gang. Jeg føler mig sådan lidt tom indeni. Det er så svært at forstå, lød det fra Faysal Yusuf, der havde svært ved at tro på, at hans bror skulle have haft en kniv med i byen.

Brandvæsenet gør rent efter et knivdrab i gågaden i Kolding 1. januar 2023. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Politi og ambulancefolk forsøgte at redde Adan Mahamed Deks liv, men i ambulancen stoppede han med at trække vejret, og klokken 06.37 blev han erklæret død. Han forblødte som følge af de fire knivstik, han fik i ryggen.

- Jeg troede, jeg havde stukket ham to gange, og jeg syntes, at jeg stikker ham lavt nede mod bagdelen, så jeg føler ikke, at stikkene sidder et kritisk sted, lød det fra den 36-årige tiltalte.

Anklager: - Men du anerkender, at du har stukket fire gange. Du husker bare ikke, at det var så mange gange?

Tiltalte: - Ja, det er mig, der har stukket alle gangene. Der er ikke andre, der har stukket.

Ikke hans hensigt

Retspsykiatrien i Aarhus har vurderet, at den 36-årige tiltalte er egnet til straf og har anbefalet, at han skal idømmes en forvaringsdom, hvis han bliver fundet skyldig. 

Hans forsvarer mener, at hans klient skal frifindes eller højst dømmes for vold med døden til følge. 

- Som han selv har forklaret i dag, var det ikke hans hensigt, at nogen skulle afgå ved døden. Han prøver at flygte fra dem og prøver at jage dem væk flere gange, men de finder ham jo så igen, og derfor er det så, som han siger, at det er uundgåeligt, at de mødes, sagde hans forsvarer Jørn Brandenhoff Schmidt efterfølgende til TV SYD.

Retssagen fortsætter torsdag. Der er afsat i alt ni dage til sagen ved Retten i Kolding. Der ventes at falde dom senest den 23. april.

Hvordan kan man leve med sorg? To mødre mistede et barn – nu giver de bud på svar

Tina Kreutzer (tv) og Dorte Rønne (th) laver sammen podcasten "Livet med sorgen". Foto: Pia Thordsen
Udgivet

Med syv måneders mellemrum mistede Dorte Rønne og Tina Kreutzer fra Vejle deres førstefødte børn i forfærdelige ulykker. Det er der kommet et website, en podcast og en bog til og fra en sørgende ud af.

Taknemmelighed. Hvordan finder man ind til den følelse midt i sit livs værste mareridt?

I årevis havde Tina Kreutzer skrevet taknemmelighedsdagbog. Men nu var hun knust. Ødelagt af sorg efter tabet af sin datter.

En november-morgen i 2022 havde hun fået den værste besked i sit liv: Hendes 23-årige datter var omkommet samme nat. Ramt af et nattog, mens hun sad og tog håndcreme på et helt forkert sted.

I dagene, ugerne og månederne efter ulykken var det som om, sorgen voksede. Ikke kunne være i hendes krop.

Alligevel måtte hun fortsætte. Sætte pennen til papiret og skrive: Taknemmelig for et par timers sammenhængende søvn i nat.

Ingen hjælp at hente

Tina Kreutzer skrev smerten ud. Talte om den. Forsøgte at holde igen. Ikke overvælde folk med den smerte, som til tider voksede uudholdeligt i hendes indre. Indimellem taknemmelig, når andre tog emnet op. Indimellem ikke.

Tina Kreutzer fik malet et billede af sin datter, da hun var død. Foto: Pia Thordsen

Søgte på Facebook efter svar på, hvordan man får smerten til at blive mindre, men fandt intet.

- Jeg tror ikke, der findes et svar, siger hun med et lille smil og med næsten to års afstand til den forfærdelige morgen i november. Med næsten to års erfaring med at være mor til et dødt barn.

Fra en mor til en mor, der har mistet

Og så måske findes der et svar alligevel.  

I hvert fald var Tina Kreutzer ikke i tvivl om, hvad hun måtte gøre, da et vennepar over en middag en aften fortalte om deres nabo, Dorte Rønne, som netop havde mistet sin 22-årige søn.

Vi gik en tur ved Haraldskær, og da vi kom tilbage til parkeringspladsen, vidste vi, at vi begge havde en energi, og at vi skulle bruge det her til noget meningsfuldt.

Dorte Krogsgaard Rønne, podcastvært og bogholder, Skibet

Lige så meningsløst som Tinas datter, Sara, var han omkommet. Druknet i et vildmarksbad, mens hans venner var gået op for at sove. Han ville ikke med.

Endnu engang måtte Tina skrive. En besked fra en mor der har mistet, til en anden mor der har mistet: Jeg er i samme situation som dig, og du skal vide, jeg er her, hvis du har brug for at tale.

Holder den døde i livet

Det havde Dorte Rønne. Hendes søn døde en fredag i juni 2023. Mandag skrev Tina, og fra da af havde de to kvinder hinanden at tale med om alt det, andre ikke forstod – eller som bare var for meget at forvente, andre skulle kunne forstå eller holde ud at blive ved og ved med at tale om.

Første gang de mødtes, indså de, at de havde noget særligt sammen, som rakte ud over tabet.

Det hjælper mig, fordi på den måde holder jeg også Sara i live: ved at tale om sorg og om død og om det at have mistet, for så er hun stadigvæk med i mit liv.

Tina Kreutzer, podcastvært og sundhedskonsulent, Vejle

- Vi gik en tur ved Haraldskær, og da vi kom tilbage til parkeringspladsen, vidste vi, at vi begge havde en energi, og at vi skulle bruge det her til noget meningsfuldt, siger Dorte Rønne.

Dorte Rønne og hendes familie laver nye minder sammen. Hvert år fremover vil de holde et "Caspers minde gokart-ræs", hvor familie og venner kæmper om andenpladsen. Førstepladsen kan ingen vinde. Den plejede Casper at kapre, og nu er den hans for altid. Foto: Pia Thordsen

Det blev til et website. Først CASA Memoria: Casper og Saras minde. Så ”Mindernes Hus”. Og en podcast. ”Livet med sorgen”.

De havde begge et behov for at beholde de døde i livet.

- Det hjælper mig, fordi på den måde holder jeg også Sara i live: ved at tale om sorg og om død og om det at have mistet, for så er hun stadigvæk med i mit liv. Ligesom de andre børn, siger Tina Kreutzer.

Sorgen forvinder ikke. Den kommer vi til at leve med resten af vores liv, så hvordan lever vi et godt liv med sorgen?

Dorte Krogsgaard Rønne, podcastvært og bogholder, Skibet

Vil hjælpe andre

At dele er at hele, står der på forsiden af Mindernes Hus.

Det er noget af det, Tina Kreutzer og Dorte Rønne har lært gennem deres egen sorgproces.

Det hjælper at tale om døden. Om de døde. Om livet og de levende.

- Sorgen forvinder ikke. Den kommer vi til at leve med resten af vores liv, så hvordan lever vi et godt liv med sorgen, spørger Dorte Rønne.

Det er dét spørgsmål, de to kvinder afsøger i deres podcast. De spørger sig selv, og andre der har oplevet sorg – har andre indgange til at håndtere sorgen, end de selv har. Professionelle: Præster, bedemænd, psykologer. Helt almindelige mennesker som dem selv. Saras veninder, som har stærke historier om tab og savn, om skyldfølelse over selv at være i live og om frygt for at blive den næste.

Dorte Rønne og hendes mand René Rønne. Han er ikke Caspers biologiske far, men har været i Caspers liv siden han var to år gammel. Foto: Pia Thordsen

De planlægger også at lave sorggrupper, hvor mennesker, der har mistet, kan møde – og forhåbentligt hjælpe – hinanden. Ligesom Tina og Dorte selv har kunnet hjælpe hinanden.

Websitet og podcasten er både hjælp til andre, og hjælp til selvhjælp, erkender de.

Glæder sig over øl på graven

Sorgen har de to kvinder oplevet og håndteret på hver sin måde.

Mens Tina Kreutzer gang på gang har været på ulykkesstedet i Odense for at forsøge at forstå ulykken, har Dorte Rønne aldrig besøgt det sted, hvor hendes søn omkom.

Inderst inde er jeg supervred. Vred over min situation og frustreret over den og har lyst til at blive sur og gnaven og indadvendt og lægge mig ned og dø også. Men det spor skal ikke bevæge mig ned ad.

Tina Kreutzer, podcastvært og sundhedskonsulent, Vejle

- Det ligger ikke langt herfra. Men jeg har ikke haft brug for at se stedet for at forstå, at han ikke er her mere, siger hun.

Lige som Tina Kreutzer har hun valgt ikke at gå ned ad bitterhedens vej.

- Casper kunne være stædig. Og ja, man skal ikke forlade en person i vandet. Men de gjorde det jo ikke med nogen ond hensigt, siger hun. Derfor har hun aldrig været vred på nogen.

Og hun glæder sig, når der står øl fra vennerne på hans grav. Glæder sig over, at de også husker.

Dorte Rønne glæder sig over, at vennerne husker Casper og sætter en øl ved hans grav for at mindes. Foto: Pia Thordsen

Hvis du går gennem helvede

Dorte Rønne har stadig tre hjemmeboende børn.

Tina Kreutzers yngste flytter snart hjemmefra. Hun har tre levende børn, og dem har hun et ansvar for.

- Jeg har jo masser at leve for, siger Tina Kreutzer.

De levende børn er noget af det, der har drevet dem begge ud af sengen om morgenen.

Tina Kreutzer har udgivet en bog med sine tanker gennem det første år efter datterens død. Foto: Pia Thordsen

- Men inderst inde er jeg supervred. Vred over min situation og frustreret over den og har lyst til at blive sur og gnaven og indadvendt og lægge mig ned og dø også. Men det spor skal ikke bevæge mig ned ad, siger Tina Kreutzer.

Hun praktiserer det, som Winston Churchill engang anbefalede: Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå.

- Jeg bliver nødt til at holde mig selv oppe. Og et af de kneb jeg bruger – en af de ting, der hjælper mig – er at have fokus på det lyse, så jeg ikke dykker. Jeg er virkelig bange for at dykke, fordi jeg bange for ikke at komme op igen, siger hun.

En ny, rædselsfuld følelse

Sorgen kommer og går. Vokser. Fader ud. Vokser igen. Men nu er der kommet en ny følelse: savnet.

- Den følelse er også rædselsfuld, siger Tina Kreutzer.

- Det er en ny følelse – lige som jeg troede, at jeg havde nået et følelsesmæssigt ultimatum, så kommer det her, og jeg har hørt folk sige, at de savner deres døde børn 30 år efter, de er døde. Det er en forfærdelig tanke.

- Inderst inde vil jeg jo slet ikke have, at det her er ægte, og jeg håber stadig på at vågne op. At der er nogen, der siger til mig, at det hele var bare en drøm.

Casper Krogsgaard Klausholm og Sara Kreutzer Rosager står side om side, når deres mødre optager podcasts om livet med sorgen. Foto: Pia Thordsen

Nyudnævnt klimaskole skal rekruttere unge og ufaglærte til erhvervsuddannelserne

Det giver god mening, at netop Rybners i Esbjerg er blevet udnævnt som klimaerhvervsskole, mener Michael Mathiesen. Foto: TV SYD
Udgivet

Rybners i Esbjerg er netop blevet udnævnt som ny klimaerhvervsskole. Det vil gøre de erhvervsfaglige uddannelser mere attraktive for både unge og ufaglærte, mener bestyrelsesformand.

Regeringens udnævnelse af Rybners i Esbjerg som klimaerhvervsskole glæder flere, blandt andet Michael Mathiesen, der er bestyrelsesformand på Rybners og bestyrelsesmedlem i Dansk Industri.

Ifølge ham, vil udnævnelsen nemlig føre til, at flere unge tiltrækkes af erhvervsuddannelserne.

- Jeg tror, vi kan gøre det mere attraktivt at søge ind på erhvervsskolerne, fordi der er mange unge mennesker, der tænker ind i den grønne omstilling og godt kan se, at vi kan ikke blive ved med at bruge ressourcerne, som vi har gjort førhen, fortæller Michael Mathiesen.

Han mener, at uddannelserne på Rybners gøres mere attraktive, ved at skolen nu er udnævnt som klimaerhvervsskole. Blandet andet fordi det, med hans egne ord, er 'sexet', at søge ind som eksempelvis elektriker eller smed, og dermed få lov til at være med til at udfolde den grønne omstilling.

Ikke udelukkende unge mennesker

Selvom den nye titel som klimaerhvervsskole kommer til at tiltrække flere af de unge, så er der også en anden gruppe, der ifølge Michael Mathiesen er vigtig at tiltrække.

- Vi har også brug for at omskole ufaglærte til at varetage nogle af de grønne jobs, som kommer, og det tror jeg også en masse ufaglærte godt kan se sig selv i, siger Michael Mathiesen og uddyber:

- Hvis man ser langt ud i fremtiden, så vil der nok ikke være ret mange arbejdsløse, hvis du får en uddannelse inden for energisektoren.

Esbjerg skal være 'first mover'

Ifølge Michael Mathisen kunne titlen som klimaerhvervsskole ikke være landet i en bedre by end Esbjerg.

- Hvis ikke Esbjerg, så ved jeg ikke, hvor den skulle ligge. Vi har i forvejen en masse grøn energi i byen, forklarer Michael Mathiesen.

Han mener derudover, at det er positivt, fordi der i Esbjerg i høj grad mangler arbejdskraft inden for alle håndværksindustrier.

Han pointerer dog, at det er vigtigt at tiltaget på sigt bredes ud til landets andre erhvervsskoler.

- Nu skal Rybners tage førertrøjen på og være 'first movers' på de grønne uddannelser. Og så skal de ting, der giver mening, udrulles på landets øvrige erhvervsskoler efterfølgende, forklarer Michael Mathiesen og tilføjer:

- Derfor er det jo ikke bare i Esbjerg, det her skal rulles ud. Det er jo over hele landet, vi skal se ind i den grønne omstilling, og se, om vi kan sikre arbejdskraft til den.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com